Lars Olsen har skrevet en ny bog, "Det forsvundne folk", der som de forrige af hans udgivelser beskæftiger sig med det ulige Danmark. I denne bog dokumenterer han, hvordan arbejderklassen, både arbejdende og arbejdsløse, er blevet usynlige i den offentlige debat på trods af de udgør 39 procent af befolkningen.

Det har også værdi, at der er skribenter, der anerkender arbejderklassens eksistens. Vi kunne håbe, at flere af hans journalistfæller ville komme ud af boblen og se på virkeligheden.

Som i hans tidligere bog, "Eliternes triumf", peger han på den dybe kløft mellem store dele af befolkningen og meningsdannere og beslutningstagere (eliten). Han giver mange eksempler på, hvordan eliten lever i en storbyboble og intet kender til det liv, der leves af de 39 procent.

Blandt andet beskæftiger han sig med, hvordan flertallet af de danske journalister lever i denne boble. Han refererer til fagbladet Journalisten, der har kortlagt, at næsten 39 procent af Journalistforbundets medlemmer bor i København, og at der bor flere journalister i Absalonsgade i København end i hele Vesthimmerlands kommune.

Lars Olsen tager udgangspunkt i to skelsættende begivenheder, nemlig i 2010 "da øgningen af arbejdsudbuddet" bliver et must og valget i 2015, som han betragter som et jordskredsvalg. Bogen er solidt underbygget med diverse statistikker i forhold til forfatterens udsagn.

Voksende utryghed

Bogen gennemgår de forskellige reformer, som omhandler efterløn/pensionsalder og førtidspension/kontanthjælp, eller som det udtrykkes i bogen: "Spørgsmål, der handler om Slotsholmens forhold til arbejderklassen i ordets bredeste betydning".

Ifølge Lars Olsen udløser finanskrisen en ny form for brutalitet i forhold til befolkningen. Reformerne bliver brutalt gennemført. Der er ikke langt fra tanke til handling. Og reformerne bifaldes af den toneangivende del af eliten - hovedstadsboblen. Det er klassekamp fra oven. Udbuddet af arbejdskraft er det drivende motiv for de skiftende regeringers reformamok. 

Gennem forfatterens deltagelse i møder i foreninger, fagforeninger og forsamlingshuse overalt i Danmark bekræftes han i, at utrygheden naturligt nok er en følge af alle reformerne. Og det dokumenterer han også ved diverse tal blandt andet fra Trygfondens tryghedsundersøgelse i 2017.

I dag er sygdom blevet en stor risiko faktor. Mange frygter deres seniorliv, hvor de er bange for den tilværelse, der her venter på grund af forholdene i ældreplejen. Den EU-dikterede frie bevægelighed for arbejdskraften vækker stor bekymring i arbejderklassen. Det giver tryk på lønnen og risiko for arbejdsløshed.

Det nyeste angreb på den almene boligsektor, som er en del af arbejderbevægelsen, er også med i bogen. Forfatteren bor selv alment. Hans pointe er, at lejerne i Danmark er et "glemt folkefærd" , og at medierne "stort set kun beretter om almene boliger i forbindelse med et mindre antal såkaldte ghettoer". De vrede beboere er nærmest ikke kommet til orde i forhold til den såkaldte ghettoaftale.

Klasser og politik

Det kan for en marxist (og sikkert også andre) være svært at finde rundt i klassedefinitionerne i bogen. Det er ikke helt klart, hvem der er overklasse og hvem middelklasse. Men med lidt god vilje og fri fortolkning får man klart en opfattelse af, at det drejer sig om, at store dele af arbejderklassen oplever klasseskellene i Danmark som meget synlige og håndgribelige i modsætning til "de højere kulturelle og højere økonomiske klasser".

Lars Olsen fremhæver valget i 2015 som et jordskredsvalg. Han peger på, at der var tale om "et oprør fra neden", hvor Dansk Folkeparti blev det næststørste parti og fremgang for Enhedslisten og Alternativet.

Han gennemgår partiernes sociale basis og konkluderer, at arbejderklassen hovedsageligt har stemt på Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, hvorimod "fremgangen for Enhedslisten og Alternativet skriver sig ind i en bredere international tendens, hvor unge veluddannede søger nye politiske svar og støtter venstrepopulistiske partier og kandidater".

Mistilliden til politikerne var en del af tryghedsmålingen i 2017. Og Lars Olsen fremhæver en vigtig pointe: "Den afgørende drivkraft i dagens politiske mistillid er social utryghed, skrantende helbred, utilfredshed med reformer, at være presset ud i den geografiske og sociale udkant" og ikke flygtninge/indvandrere som i 80'erne og 90'erne.

Prekarisering og identitetspolitik

Lars Olsen polemiserer mod begrebet "prekariatet", som skulle være blevet den nye samfundsforandrende klasse ifølge dets ophavsmand, Guy Standing; der definerer det i tre hovedgrupper – de udsatte dele af arbejderklassen, indvandrere og løst ansatte akademikere. Ifølge ham er der tale om en ny mode teori, der er populær blandt venstreorienterede kredse på universitetet. Det er ikke helt løgn.

Men Lars Olsen hævder faktisk, at disse tre grupper ikke har fælles interesser. Her fremhæver han blandt andet, at den østeuropæiske arbejdskraft presser lønnen i Danmark. Men det gør jo ikke, at danske og østeuropæiske arbejdere ikke har fælles interesser. Fagbevægelsen har netop gjort meget ud af, at det drejer sig om, at østeuropæerne skal arbejde på samme løn og arbejdsforhold som danske arbejdere.

Og hvad angår akademikerne og deres prekære arbejdsforhold, som ganske rigtigt svarer til udviklingen på det private arbejdsmarked, så kan man sige, at de må alliere sig med arbejderklassen. I bund og grund handler det jo om en proletarisering af de intellektuelle. Netop under forårets overenskomstfornyelse så vi akademikerne stå skulder ved skulder med de offentlige ansatte fra blandt andet FOA og 3F.

Bogen beskriver også, hvordan en anden modeteori, identitetspolitikken, har afløst klassepolitikken. Han beskriver, hvordan den liberalistiske modvilje imod klasseopdeling har fået følgeskab af progressive akademikere, der blev mere optaget af globalisering, køn og etnicitet.

Forfatteren slutter bogen med, hvad han selv kalder et reformistisk efterskrift, inspireret af Bent Hansens "Velstand uden velfærd". Han giver fem bud på, hvordan man kan mindske de voksende skel i det danske samfund.

På trods af forfatterens lidt naive reformisme og hans tiltro til EU, som efter min iopfattelse er en del af problemet, er bogen absolut læseværdig, som Lars Olsens øvrige bøger. Den dokumenterer med tal og statistikker de problemer, som vi kender. Og det har også værdi, at der er skribenter, der anerkender arbejderklassens eksistens. Vi kunne håbe, at flere af hans journalistfæller ville komme ud af boblen og se på virkeligheden