12 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Den fascistiske sump

Boganmeldelse:

Den fascistiske sump

I den fremragende bog "Mussolini-kanalen" følger man familien Peruzzi, der under Mussolinis diktatur emigrerer fra Posletten til Agro Pontino syd for Rom.

I "Mussolini-kanalen" følger vi Peruzzi-familien fra Posletten gennem hele Benito Mussolinis fascistiske diktatur.
1 af 1

Mussolini-kanalen er en vidunderlig familiekrønike om tre generationers liv og kamp i Italien fra første halvdel af 1900 tallet, og frem til omkring 1950 hvor forfatteren bliver født. Det betyder, at vi følger familien Peruzzis op og nedture gennem to verdenskrige og hele den fascistiske diktator Mussolinis diktatur.

Bogens omdrejningspunkt er familien Peruzzi, som er et koncentrat af Poslettens bondefamilier.

I slutningen af 180- tallet forelsker bedstefar Peruzzi sig i en smuk og egenrådig kvinde. De får et langt og lidenskabeligt liv sammen, samt ikke mindst sytten børn(!) Det er disse, der udgør bogens farverige persongalleri og giver stof til et hav af skæmtsomme historier, der sine steder minder om John Steinbecks.  

Livet på den norditalienske Poslette er hårdt, og Peruzzi-familien ernærer sig som bønder uden jord og under feudale forhold, hvor godsejerens ord er lov.

Smedesønnen Benito Mussolini er en ven af familien, så da han kommer til magten, erstatter Peruzzierne de røde faner med sorte skjorter. Vi deltager i fascistmarchen mod Rom og masser af kampe mellem sortskjorterne og socialisterne. Det er farverigt og stærkt underholdende.

En af bogens største kvaliteter er skildringen af, hvorledes de fattige Peruzzier uden problemer fører deres had til overklassen videre under de fascistiske paroler.  

Bogen har desuden herlige passager om bedstefar Peruzzi og skørtejægeren Mussolinis uoverensstemmelser baseret på jalousi.    

Efter et voldsomt opgør, hvor en onkel i hidsighed - en familiesvaghed - forsøger at skyde greven, må familien Peruzzi af nød og lokket af fascismens løfter om fast arbejde og boliger migrere.

I 1932 tager de sammen med 30.000 andre til De Pontiske Sumpe, nærmere betegnet sumpområdet Agro Pontino, cirka 60 kilometer syd for Rom, for at opdyrke og bebygge de malariamyggebefængte sumpe. Her befinder diktaturets mest spektakulære byggeplads sig: Mussolini-kanalen.

Det tager otte år at grave den 31 kilometer lange kanal, afvande det enorme område og anlægge nye byer. Peruzzi-familien får endelig tag over hovedet. Kanalen er Mussolinis største propagandasucces og fik mange bønder og arbejdere til at følge ham.

De ældste sønner sendes, som andre fattige, løbende i kamp under overklassens faner, først i 1. verdenskrig, så kolonikrigen i Abessinien i Afrika i 1935, så Den Spanske Borgerkrig i 1936-39 og siden i 2. verdenskrig.

Hjemme ved Mussolini-kanalen forudser en af familiens utallige tanter, Armida, en dyster fremtid.

Ud over at være en familiekrønike, er bogen også et stykke Italienshistorie set med arbejderklasseøjne. En vidunderlig klassekampsroman.

Bogen modtog i 2010 Italiens mest prestigefyldte litteraturpris, Stregaprisen.

Forfatteren er selv fra det område hvor hovedparten af bogen foregår, Agro Pontino, og bogen er delvist hans egen familiehistorie.

Mussolini-kanalen er en fantastisk bog, som giver læseren en forståelse for, hvad der kan få nogle til at blive draget mod fascismen. En bog der får en til at mindes Bertoluccis smukke filmklassiker 1900.

Lad den blive årets sommerlæsning!

29. jun. 2013 - 09:38   29. jun. 2013 - 09:45

Bøger

Bjarne Nielsen
Anmelder
6

Antonio Pennacchi: Mussolini-kanalen. 448 sider, 350 kroner. Gyldendal.