Hvor tæt kan man være på brutale nazistiske krigsforbrydere som Werner Best uden selv at blive smittet med skyld? Er det overhovedet muligt?

Ja, det er muligt ifølge dr.phil. Hans Kirchhoffs bog Den gode tysker. Georg Ferdinand Duckwitz, de danske jøders redningsmand fra Gyldendal.

Kirchhoff er kendt for at spidde historie-"moralister", men han moraliserer selv ved bogen igennem at fremføre en bombastisk og blåøjet tro på den gode tysker.

Den korte historie er, at Duckwitz som tysk diplomat i København i 1943 tippede de danske samarbejdspolitikere om nazisternes forestående jødeaktion på en måde, så det lykkedes almindelige danskere at hjælpe de fleste af de cirka 7.000 jøder sikkert til Sverige. At kalde Duckwitz ”de danske jøders redningsmand” er dermed en stramning. Det var folkets aktion.

Men fint nok. Imidlertid er det også en kendt sag, at Duckwitz i tiden op til besættelsen 9. april 1940 var Abwehr-spion i København på et tidspunkt, da spionageapparatet bistod tyske ubåde med at torpedere civile danske, norske, svenske og hollandske handelsskibe i Nordsøen. Derved blev 319 uskyldige danske søfolk myrdet, undertiden kogt levende i skibenes maskinrum.

På det punkt fremstår den gode tysker stadig som et blegt krigsforbrydergespenst. Ud af bogens 383 tekstsider afsættes kun de seks (s. 48-54) til at behandle massakren, og Kirchhoffs analyse er ganske overfladisk. Kapitlet hedder "Spion i København?" – altså med spørgsmålstegn. Men hvis man er ansat i en efterretningstjeneste, så er man vel spion?

Stort set uantastet står Duckwitz’ bortforklaringer, og i stedet for at erkende denne eftertidige mangel på viden affejer Kirchhoff alle skeptikere som "nymoralister", "kommunister" eller "antityskere".

Når et menneskeliv som Duckwitz’ skal vægtes, er det nok mest formålstjenligt at konstatere, at han efter krigen forsvarede Best med ordene "det danske folk skylder dr. Best større tak end en hvilken som helst anden mand i den nyere danske historie". Velbekomme. Glem alle ligene.

Kirchhoff er kendt for at spidde historie-"moralister", men han moraliserer selv ved bogen igennem at fremføre en bombastisk og blåøjet tro på den gode tysker. Det er både skævt og for meget af det gode. Men bogen er velskrevet og alligevel værd at læse. Man skal blot huske på, at der er fugt i fundamentet under Duckwitz’ piedestal.