"The Lady in The Van" er et arbejderklassedrama, baseret på et teaterstykke med samme titel og af samme forfatter, nemlig Alan Bennett. Om en fattig kvinde, Miss Shepherd (Maggie Smith), der bor i en gammel faldefærdig vogn.

Man ikke kan få offentlige ydelser udbetalt i England uden at have en fast adresse.

Da man ikke kan få offentlige ydelser udbetalt i England uden at have en fast adresse, ligesom med kontanthjælpen herhjemme, får hun lov at parkere sin vogn i indkørslen hos en forfatter. 

Det giver sine udfordringer og oplevelser, indtil Miss Shepherds helbred pludselig svigter. Teaterforfatteren Alan Bennett ser bekymret til inde fra sit arbejdsværelse. 

Maggie Smith er særklasse

Maggie Smith charmerer os og får os til at føle glæde og grine lidt indvendigt. Vi hygger os i hendes charmerende selskab. Hun er som ingen anden i sin klasse og med mange film og tv-produktioner og kongelig adling på sit CV, har hun for længst markeret sig og slået sig fast med syvtommersøm på det engelske lærred. 

Hun spiller den gamle, skøre og kommunistforskrækkede pianist og principfaste katolske dame, der er smeltet sammen med sin gamle gule vogn. 

Alan Bennett, som i filmen spilles af Alex Jennings, har valgt at skrive sig selv ind i filmen som en karakter. Han taler konstant med sig selv, og vi får fortællingen leveret igennem ham som en voiceover fra start til slut. 

Filmen er hyggeligt fortalt, og med humor, humør og livsglæde af Miss Shepherd. Da historien som nævnt fortælles af Alan Bennett, kommer vi desværre aldrig ind under huden på Miss Shepard, eller taget derhen hvor vi helst vil være: Nemlig i vognen, i selskab med hende. 

Grænsen mellem gæstfrihed og hjælpsomhed

Der er en livsbekræftende historie, der dog ikke er noget stærkt drama på film og helt sikkert fungerede bedre som teater. Men gode gamle Maggie Smith trækker helt klart filmen op og gør oplevelsen værd at bruge lidt tid på. 

Den har trods alt også sine skjulte politiske og sociale undertoner. Hvordan behandler vi hjemløse. Og hvordan skal vi blande os i deres liv for at hjælpe? Hvis vi overhovedet kan tillade os det? Hvor går grænsen for gæstfrihed og hjælpsomhed?