Pludselig er det, der var, bare ikke længere. Den bløde missekat, den rare farfar eller den elskede mor. For en seks-årig er døden lige så abstrakt som livet, men afsavnet, hullet, manglen, er helt konkret.

Werners mor er død for et par år siden, og den lille dreng både savner hende så forfærdeligt og synes, at fars nye dame, Damefrisøren, laver rædsom mad. Fed og fyldt med peber!

- Hils i Drømmeland, lillemand, kvidrer Damefrisøren hver aften, når far skal lægge Werner i seng. Far vil så gerne have Werner til at forstå, at mor ligger i jorden, men børn og voksne oplever ikke døden - eller rettere savnet - ens. Far kan måske glemme sorgen over at have mistet sin kone mellem Damefrisørens spidse bryster, mens Werner må helt til Drømmeland for at gense sin mor.

Hun griner og siger mærkelige lyde, som kun Werner og hun kan forstå, mens musikken spiller vildt derudaf og mor danser så smukt til den gyngende musik med de mest fantastiske skabninger.

Anemone Teatrets opsætning af Kim Fupz Aakesons bog "Drengen der lå i sin seng mens hans far og Damefrisøren så på" er fuld med overraskelser. De mest fantastiske filmprojektioner, animationer, levende musik, skøre figurer og surrealistiske drømmesekvenser blander sig med Lisbeth Lipschitz' masker og Bolette Bonfils' kostumer.

For hvordan forklarer man en seks-årig, at mor er væk og aldrig kommer tilbage. Man lader være og overlader det til børnenes fantasi. Alfred Nielsen, instruktør og administrativ leder af Anemone Teatret, har en enkel formel, som er selve teatrets ånd, eller pædagogik, om man vil.

- Det er tro, håb og kærighed, siger han til Arbejderen, og forklarer entusiastisk, at børn og voksne nok er meget forskellige, men at de til syvende og sidst kun kan forenes i kærlighed.

Således går det også i Drengen der lå i sin seng mens hans far og Damefrisøen så på. Efterhånden som Damefrisørens fede mad og for meget peber hober sig op i den lille dreng, knækker filmen. Werner bliver syg, rigtig syg, så han er på vej hen til sin mor. Til sidst går det op for Werners far, at det ikke er nok at have ret, og at stærkest af alt er kærligheden.

Som voksen tilskuer sad man med en klump i halsen under det meste af forestillingen. Børnene, derimod, lod sig rive med af den farverige fortælling og var mægtig glade, da Werner og hans far sammen kunne se mor. For livet er så kort, og døden er så lang.