Det er ikke meget nyt under solen i teaterstykket Den mystiske sag om hunden i natten, der i øjeblikket går på Betty Nansen-teateret i København. Intet, der afgørende udvider vores horisont. Sådan rent indholdsmæssigt.

Emnet er autisme, og forestillingen, der er baseret på en bog af den britiske Mark Haddon, handler om 15-årige Christopher, der bor alene sammen med sin far. En aften finder han naboens hund myrdet med en havegreb. Han sætter sig for at finde morderen, og hans efterforskning sender ham på en rejse i en verden, han ikke forstår.

Hvis stykket alligevel kan fortælle os lidt om samfundet, er det, at den effektive, hypermoderne, materielle samfundsmaskine af idag ikke blot er det rene gift for mennesker med autisme, ADHD, aspergersyndromet med mere - men også for alle os andre. Vi bliver jo alle dagligt overinformeret med tusinder af medieindtryk, tal, oplysninger og valgmuligheder - som  tromler al omtanke, sjælefred og harmoni i grus.

Endelig stiller Christopher som autist en række tankevækkende spørgsmål om livet og eksistensen. I virkeligheden sindssygt gode spørgsmål, som vi ikke alle selv kan finde på at stille. "Hvor mange universer er der?" Og "hvor findes Gud egentlig," spørger Christopher for eksempel en rådvild, ældre præst et sted i stykket.

I første del af stykket er der kræset for at tegne personerne, for eksempel Christophers far. Tingene bliver skåret ud i pap. Stille og roligt. I anden del skruer folkene bag Den Mystiske sag... langsomt op for dramet. Det virker. Det er gribende.

Der bliver sat en tyk streg under det faktum, at teaterformen kan noget, tv, slet ikke kan. Teater kan i den grad være legende og opfindsomt.

Skuespillernes "mimespil" i Den mystiske sag om hunden i natten er eminemt, og den i virkeligheden meget sparsomme brug af effekter på scenen gør, at skuespillerne bliver udfordret og bruger sig selv og de få kasser fuldt ud i samklang med få effektive lydindslag.

Netop denne "skrabende" scenografi har flere London-teatre været gode til i den seneste tid. Herligt, at teater ikke altid skal være et udstyrstykke, der minder om en overdådig mega-event med et inferno af lys, lyd, musik og farverige kulisser. Teater kan godt stå selv.

P.S. Betty Nansen Teatret har i denne sæson virkelig fået fat i nogle af Danmarks mest solide skuespillere.