Søren Kragh-Jacobsen har sagt dette om ”I lossens time”: "Der findes historier, som kan dukke op på de mest mærkelige tidspunkter. Historier, som man ikke kan ryste af sig, og som man bliver ved med at vende tilbage til." Og sådan en film er "I Iossens time".

Den foregår på en af de mest lukkede institutioner, man kender. Nemlig dér hvor man holder voldelige, psykopatiske, traumatiske og sygelige personer indespærret, som regel for livstid. Som en vagtchef siger i filmen: ”Vi er kun interesseret i, at de indespærrede dør så hurtigt som muligt, for de har ikke noget liv at komme tilbage til”.

Det er netop dét, som Søren Kragh-Jacobsen så genialt gennem filmen får delvis modbevist.

En ung og lidt barnlig 23 årig mand myrder bestialsk et ældre ægtepar et øde sted i Nordsverige. Han bliver dømt og anbragt på ubestemt tid på en af de mest sikre og lukkede institutioner i Danmark. En psykolog er i gang med nogle forsøg overfor patienterne for ligesom at komme bag om årsagerne til, at de forskellige patienter er havnet i denne ulykkelige situation. Hun kontakter en præst fra nabolaget for at få hjælp i sit forsøg, da den unge mand forsøger at begå selvmord og mener, at det er Guds plan.

Det er en meget stærk film, hvor følelserne mange gange sidder udvendig på tøjet. Den unge mand er på ingen måde sympatisk, men gennem filmen får vi forståelse for, hvorfor han har udviklet sig, som han har. Det er Søren Kragh-Jacobsens pointe. Han har sympati for drengen og han har intet tilovers for den måde, man i dag behandler psykiatriske patienter på.

Fotograf Lasse Frank har fået fantastiske billeder både fra Nordsverige og fra det indre i den lukkede institution. ”I lossens time” er som sagt en film, der hænger længe ved, og den lægger op til et simpelt spørgsmål: Hvordan kan vi dog behandle syge mennesker så umenneskeligt.