Nogle kender Peter Abrahamsen (PA) fra fagforeningskurser eller 1. maj demonstrationer, andre fra hans tid som rocksanger, pladedirektør, promotor, producer, kok med mere, men få hele Abrahamsen. Det råder hans hustru, journalisten Abelone Glahn på fineste vis bod på med sin biografi om hans professionelle liv. Selv ville han ikke skrive den, da erindringsbøger »kun skrives af dem, der er holdt op«. 

Rockskribenten Bille skriver i Dansk Rock 1956-1997, at »Peter Abrahamsen har siden sit gennembrud som rock’n’roll-sanger i 1958 udfyldt de fleste jobbeskrivelser indenfor populærmusikken i Danmark. Fra den spæde danske rock’n’roll via country, en lang række udgivelser med politisk, målrettet indhold, til amerikansk inspireret truckerrock og cajun. Som idemand og producer har han spillet en væsentlig rolle i dansk musik ved hele tiden at udfordre de store navne til at gå nye veje«.

Barndommen

Abrahamsen er et »krigsbarn«, født i 1941 og de første år forløb i »en barnevogn på en altan i Skodsborg med udsigt til Sverige« inden familien flyttede til en villa i Charlottenlund, hvor han og hans to storebrødre og forældre boede indtil faderen gik konkurs og familien opløstes. Brødrene og moderen flyttede til en »toværelses lejlighed på Frederiksberg«, hvor væggene blev dekoreret med fire Scherfig billeder »klippet ud af at magasin«. Indtil skilsmisse havde forældrenes omgangskreds været socialdemokrater og hjemmet var præget af »de nye tanker, der var med til at forme Socialdemokratiet op gennem halvtredserne«.

Peter Abrahamsen langer ud efter dem, der ikke tager viser og folkemusik alvorligt.

Mens han lyttede til giro 413 og Radio Luxembourg fik han guitarundervisning af en Nyhavnsmusiker og lærte at »spille igennem og holde rytmen«. Mens han gik i realen, begyndte han at komme i jazzklubben Montmartre, hvor han blev garderobemand samtidig med han var lagerarbejder på et pladeselskab og på denne måde fik adgang til sjældne jazz og »popplader«, blandt andet Elvis. I fritiden spillede han i en skifflegruppe hvor forbilledet var banjospilleren Lonnie Donegan. I juni 1958 pladedebuterede han, under navnet »Peter Abrams«.  

Mikrofonsangeren Peter Abrams

Peter Abrams and the Rhythm Rockets fik succes. Samtidig med de unge begyndte at tjene egne penge, bl. a til plader, var tiden til oprør. Oprør mod »konformismen, ligusterhækkene, og alt det der fulgte med typehusene«. Den kun 16-årige Abrams blev sammenlignet med Elvis og engelske Tommy Steele og var pludselig et »rocknavn«. Selv sagde han, han spillede »skrockle« – en blanding af skiffle og rock. Populariteten gav job som vært på piratradioen Mercur og som pladeanmelder på Filmjournalen. 

Organisator og promotor

PA kom i lære som reklamemand og efter læretiden og et grønlandsophold blev han ansat ved musikbladet Hit som skrivende redaktør og begyndte at arrangere »DM i Pigtrådsmusik«.

I 1966 blev han gift og flyttede til Odense, hvor parret startede en modeforretning, hvor der konstant spilledes den »nyeste pigtråds – og popmusik for kunderne«, samtidig med han oprettede folkemusikklubben Cabaret Marionetten, blev dj på Odenses første diskotek og manager for flere fynske artister, blandt andet Lasse Helner og Baronets. 

Han blev skilt og flyttede tilbage til København og blev »personal- og tour manager«  for legender som Doors, John Mayall, Joan Baez, Rolling Stones med flere. I 1969 startede han sit eget bookingfirma med folkemusiknavne som Trille, Erik Grip, Hausgaard, Sebastian, Povl Dissing og Røde Mor. Det førte til, at han med folkesocialisten Per Dich startede folkklubben Gadespejlet. 

Bookingfirmaet arrangerede turneer for blandt andet Mikis Theodorakis og DDR-kunstneren Wolf Bierman, samtidig med PA oprettede sit eget pladeselskab, AbraCadabra, med kunstnere som Trille og Dissing. Det var PA, der fostrede ideen med Svantes viser.  En plade der er solgt i over 250.000 eksemplarer, og som gjorde Dissing og Benny Andersen til folkeeje.  Det var starten på »den litterære bølge« hvor der blev sat musik til navne som Grundtvig, Brecht, Tom Kristensen og Tove Ditlevsen. 

Direktøren PA der blev kommunist i 1972, på grund af »Min mors situation og indflydelse … det omgivende samfunds forskelsbehandling« og en kammerat, hvis forældre »blev hånet fordi de var kommunister«, udsendte i 1972 et julekort til sine kunder og forretningsforbindelser med teksten, »Kunst er ikke et spejl, man holder op foran virkeligheden, men en hammer, hvormed man omformer den« – et citat af Karl Marx.

I 1975 blev han kunstnerisk leder af Gyldendals pladeselskab Exlibris og forsatte her linien fra AbraCadabra.

Den politiske Abrahamsen

Efter at have forladt skrivebordet på Gyldendal, bliver han igen udøvende kunstner, samtidig med han går til hånde i værtshuset Hånd i Hanke og bliver mere politisk i sit udtryk. Han skriver hittet Rose, skal vi danse. 16 år efter debuten får »rock-kongen« udsendt den meget politiske Er der en mening med livet.

Han er nu blevet gift for tredje gang og flytter til Aarhus, hvor han danner Roxy Trioen og skriver krimierne Kondoren og Knokkelmanden. Efter cd’en Lykken er som en lille fugl mødte han digteren Scharnberg, og pladen Alt kan forandres blev en realitet. Det førte til, at DSU opfordrede ham til at indspille Oskar Hansen, og det blev til Det nye. Tråden til barndomshjemmet var spundet.

80’erne var fredsbevægelsens tid og Roxy Trioen, som reelt var fire mand, indspillede Krig og kærlighed og Lige over. Foruden denne produktivitet lykkedes det PA i årene 1980-90 at få seks børn, heraf de sidste tre med biografiens forfatter. Alt slider på en, og da DKP blev splittet i 1990 forlod han partiet, uden dog at miste »troen«.

Han flyttede tilbage til hovedstaden og genoptog countryen, som han var rundet af. Han blev ansat på DR’s P3 som dj, også på Giro 413. Programmet som havde startet det hele.

Fado og cajun

På sine mange rejser har to gjort specielt indtryk. Da han mødte en lotterisælger fra Portugal på en Land og Folk festival. Det blev et møde med den portugisiske Fado-musik. »Jeg elsker den længsel og savn, som fadoen udtrykker«.

Mest markant blev mødet med cajun-kulturen, som musikalsk er en gryderet af »blues, country og rythm and blues«. Foruden musikken faldt han for cajun-maden, og i 1997 udgav han kogebogen Kulinariske postkort, som undertegnede varmt kan anbefale. Ud over at spille cajun, begyndte han at lave mad til diverse festivaler og undervise i madkulturen. Han arrangerer fortsat kurser i cajun-køkkenets herligheder.

I 1994 dannede han gruppen med det cajun inspirerede navn Bell Pepper Boys, hvis musik blev en blanding af Scharnberg, Oskar Hansen og cajun. Noget der udtrykkes på cd’erne Frihed, ret og tro, Dag efter dag, Natten har tusind øjne og Chicken feet. 

I et par år havde han og Glahn en forretning med cajun-specialiteter i Hellerup. Da den lukkede i 1999 købte familien en gammel skole Maglebrænde på Falster, hvor han arrangere dagligstuekoncerter, en slags Maglebrænde Social Club med kaffe, kage og dans.

Også uden musik har han blandet sig og i 2001 udgav han den spændende essay samling Lidt sur er man vel altid. Da han i 2008 fejrede sit 50 års jubilæum som sanger skete det med cd’en Bagved bjerget… Bagved stjernerne. Han lå forsat ikke på den lade side, og en række udgivelser fulgte inden han i 2011 fik konstateret prostatakræft, som heldigvis er fjernet. Rask igen, udsendte han den smukke Vejen til Loussa med tekster frit efter den svenske arbejderdigter Dan Andersson og i år kom et album med Jeppe Aakjær sange. Der gror ikke mos på en rullesten eller mikrofonsanger.    

Sluttelig i biografien giver han sit bud på en dansk musikpolitik og langer ud efter dem, der ikke tager viser og folkemusik alvorligt.

Biografien dokumenterer, at der næppe er nogen enkeltperson, der har haft så stor indflydelse på og betydning for den nye danske folkemusik, som Abrahamsen. Han har fortjent modtaget et hav af priser, blandt andet for at »fremme arbejderkulturen i Norden og for det internationale solidaritetsarbejde« og Gelsted-Kirk-Scherfig prisen for at holde »arbejderklassens rødder og traditioner levende«.

Bogens billedmateriale og formidling er helt i top. En tak til Abelone Glahn for at give os mulighed for at komme rundt om »hele hans professionelle liv«. Et liv fuld af historier, anekdoter, overraskelser og den bedste indføring i den danske populærmusiks historie som undertegnede hidtil har læst.