Finansministeriets regnemetoder har længe været omdiskuteret og kritiseret fra progressive økonomer. Enhedslistens Økonomiske Sekretariat har i april 2018 udgivet en rapport på 127 sider herom, som er et relevant bidrag til debatten og kritikken.

Enhedslistens rapport og læs-let udgave er et absolut relevant indlæg i debatten om Finansministeriets regnemetoder og -modeller.

Rapporten tager udgangspunkt i det konstaterbare faktum, at Finansministeriets regnemodeller favoriserer borgerlig økonomisk politik med skattelettelser og sociale forringelser, idet såkaldte dynamiske effekter heraf antages at øge arbejdskraftudbud, beskæftigelse og vækst. Det gør det eksempelvis billigt at sænke skatten, mens tommelfingeren peger nedad, når det handler om at øge offentlige udgifter og velfærd, som ikke tilskrives dynamiske effekter og dermed bliver dyrt.

Nærmere bestemt kritiserer rapporten en række centrale antagelser i Finansministeriets økonomiske modeller:

1. At forringelser af arbejdsløses vilkår reducerer ledigheden

2. At skattesænkninger øger arbejdskraftudbuddet

3. At øget arbejdsudbud automatisk fører til hurtig tilsvarende stigning i beskæftigelsen og

4. At offentligt forbrug IKKE har positiv virkning på arbejdsudbuddet.

Mangelfuldt empirisk grundlag

Rapporten udmærker sig først og fremmest ved en grundig gennemgang og kritisk diskussion af de undersøgelser, som Finansministeriet lægger til grund for disse centrale antagelser.

Finansministeriet hævder, at dets vurderinger bygger på objektive økonomiske sammenhænge konstateret gennem videnskabelige undersøgelser af den økonomiske virkelighed (såkaldt empiriske undersøgelser).

Men Enhedslistens rapport dokumenterer ganske overbevisende, at der er store svagheder i disse undersøgelser både metodisk og i datagrundlaget, og viser hermed, at Finansministeriets antagelser og regnemodeller hviler på et uhyre svagt empirisk grundlag. Dette fører navnlig til det, som er hovedkritikpunktet for Enhedslistens rapport: En "blind vinkel" i modellerne for at også offentlige udgifter har dynamiske effekter i form af øget arbejdskraftudbud.

Hvilket ifølge Enhedslistens opfattelse på den ene side ville billiggøre velfærdsforbedringer og modsat på den anden side reducere de dynamiske effekter af skattelettelser, når de finansieres med besparelser.

På grund af Finansministeriets ensidige tilskrivning af dynamiske effekter til skattesiden, men ikke til udgiftssiden, konkluderer Enhedslisten, at Finansministeriets modeller er ubalancerede. Derfor anbefaler man, at Finansministeriet afholder sig fra at finansiere skattelettelser med dynamiske effekter – i hvert tilfælde indtil, at man også kan indregne dynamiske effekter af offentligt forbrug.

Læs-let udgave

Hovedparten af rapporten består af en udførlig og detaljeret gennemgang af de centrale videnskabelige undersøgelser, studier og analyser, som Finansministeriet henviser til, når man skal begrundelse sine antagelser, metoder og konklusioner.

Der er i Enhedslistens rapport tydeligvis lagt stor vægt på dokumentation og økonomifaglig saglighed, formentlig fordi rapporten i nogen grad henvender sig til økonomverdenen. Men det gør på den anden side rapporten mindre læsevenlig og mere tør.

Derfor har Enhedslistens politisk-økonomiske udvalg ved Per Bregengaard udgivet en kortere læs-let udgave: "Finansministerens højreorienterede regnemaskine" (81 små sider). Hermed er det lykkedes at give en mere almen tilgængelig introduktion til selve rapporten.

De dynamiske effekter

Enhedslistens rapport og læs-let udgave er som anført et absolut relevant indlæg i debatten om Finansministeriets regnemetoder og -modeller.

Der kan dog også stilles spørgsmål til Enhedslistens rapport. For eksempel sætter rapporten vedrørende dynamiske effekter sig måske mellem to stole: På den ene side argumenterer man i sidste del af rapporten for, at dynamiske effekter (også) skal tilskrives det offentliges udgiftsside (ligesom skattesiden). På den anden side argumenterer man i rapportens første del imod dynamiske effekter i det hele taget (også på skattesiden).

Udover denne mulige inkonsistens er spørgsmålet måske også, om det første (altså at der også skal tilskrives dynamiske effekter til offentlige udgifter) vil ændre på den samlede slagside i Finansministeriets beregninger, hvis der til gengæld – som krævet af Det Økonomiske Råd – skal medregnes negative effekter af finansieringen af disse offentlige udgifter, herunder både et reduceret arbejdskraftudbud OG muligvis også et skatteforvridningstab (jvf. DØR: Dansk Økonomi Forår 2017)?

Neoliberalisme træder i baggrunden

Et andet aspekt af rapporten, der kunne gøres (endnu) bedre, er, at den i sin bestræbelse på konkret at tilbagevise undersøgelserne bag Finansministeriets modeller til gengæld går lettere henover den politiske såvel som den økonomisk teoretiske og ideologiske baggrund for Finansministeriets "bias".

At indførelsen af dynamiske effekter af skattelettelser i Finansministeriets modeller har direkte baggrund i et ønske om at fremme en neoliberalistisk økonomisk politik er vel ellers for længst blevet dokumenteret igennem, at det var Anders Fogh Rasmussen, som gennemtvang denne ændring efter sin overtagelse af regeringsmagten i 2002.

Og der peges ganske vist et sted i Enhedslistens rapport på, at antagelserne om dynamiske effekter af skattelettelser har baggrund i liberalistiske økonomiske teorier, for eksempel Chicago-skolen. Men rapporten savner – måske på grubnd af af sin bestræbelse på at argumentere med gængse økonomiske argumenter – en mere udførlig påvisning og kritik af, hvorledes en række centrale antagelser i, metoder hos og anbefalinger fra Finansministeriet er inspireret af neoliberalistisk økonomisk politik og teori.

Men selv om man må lede relativt forgæves efter mere udførlig kritik af neoliberalistisk politik, ideologi og økonomisk teori i Enhedslistens rapport (dette fremgår dog tydeligere af læs-let udgaven), er den et relevant bidrag til konkret diskussion og kritik af Finansministeriets (neo)liberalistiske, højreorienterede regnemaskine.