"Mor", er det første ord, der bliver sagt i filmen Sameblod, og "mor" er det første ord i menneskets liv. Derfor virker det så stærkt, når hovedpersonen Elle-Marja afviser sin voksne søn, men man skal dybt ned under de svenske fjelde for at forstå hovedpersonens traumatiske reaktioner.
Raceteorier trivedes ikke kun syd for den danske grænse i 1930'erne.
Som ung samepige kommer Elle-Marja i 1930’erne på kostskole for samere i Nordsverige. Det er hårdt for både hende og søsteren at forlade familien og rensdyrene, som de er dybt forbundet med.
Skolen straffer hårdt, hvis man ikke kan sit svenske. Skolen vækker også Elle-Marjas nysgerrighed for litteratur og uddannelse, men her støder hun mod den svenske racehygiejne. Med videnskaben i hånden kan den svenske stat bevise "at sameres hjerner er for små til livet i storbyen".
Raceteorier trivedes ikke kun syd for den danske grænse i 1930'erne. Hvad værre er: de er kommet på mode igen.
Filmen viser ganske godt, hvordan denne statsdrevne undertrykkelse presser Elle-Marja, der hverken kan integrere sig eller assimilere sig ind i det svenske samfund. Hun kan kun gå "under cover", men kun indtil fortiden indhenter hende.
Sameblod viser den storslåede natur uden at falde i svime over den. Læg mærke til både musikken, sangen og stilheden i Sameblod. Den samiske joik får også sin plads i filmen, som det dybeste udtryk for følelser og historie.
Det er måske overraskende, at de nordiske lande havde og stadig har en restriktiv politik overfor oprindelige folk, også hvad angår sproget.
Først i 1990'erne blev der indført sameting i Finland, Norge og Sverige, men de er ifølge Den Store Danske, hovedsageligt rådgivende for regeringerne i samiske anliggender. Der lever omkring 100.000 samere i Norge, Sverige, Finland og Rusland.
Da filmen Sameblod har premiere dagen efter Kvindernes Internationale Kampdag, skal det også fremhæves, at den viser den samiske kvinde, som den der også ejer rener og tager beslutninger. Hun går med kniv ligesom manden. Den er nødvendig i arbejdet med dyrene.