Forfatter in spe Nick Carraway (Tobey Maguire) ankommer til New York i foråret 1922, en æra, hvor moralen er i forfald, smuglerbaronerne lever godt, og aktierne er skyhøje. I jagten på sin egen amerikanske drøm lander Nick dør om dør med en mystisk millionær, Jay Gatsby (Leonardo DiCaprio), i den fiktive by West Egg på Long Island uden for New York City.

Så lad os udføre et eksperiment. Hvordan stiller "The Great Gatsby" sig i produktionsmidlerne? Hvordan anvender den teknikken?

På den anden side af bugten, i det ligeledes fiktive East Egg, bor Nicks kusine Daisy (Carey Mulligan) og hendes utro ægtemand, rigmanden Tom Buchanan (Joel Edgerton), der modsat Gatsby har arvet alle sine penge.

Nick drages som alle andre af den mystiske Gatsby og hans formidable fester, og med hjælp fra Daisy og hendes veninde, golfstjernen Jordan Baker (Elizabeth Debicki), der er lun på Nick, vikles han ind i et drama, han næppe havde forestillet sig lurede bag de tykke rigmandsmure.

Ok, det var plottet. Klippet, hugget og stjålet fra Warner Bros. eget pressemateriale - nu til det seriøse.

Fra fiasko til succes

Den store Gatsby, eller The Great Gatsby som den oprindeligt hedder, blev første gang udgivet i 1925. Den relativt korte roman var forfattet af amerikaneren F. Scott Fitzgerald, der på det tidspunkt var bare 29 år gammel. Han havde indtil da skrevet noveller og for forskellige magasiner, og selvom han blev rost af kolleger og redaktører, havde han svært ved at slå igennem.

Bogen blev da heller ikke nogen umiddelbar succes. Fitzgerrald havde håbet, den ville sælge så mange som 75.000 eksemplarer, men efter det første år havde den kun solgt 20.000. Dertil fik den også noget blandede anmeldelser, og allerede i 1940 døde Fitzgerrald, overbevist om at han var en fiasko. Men i løbet af tiden omkring 2. Verdenskrig oplevede hans værker en rænessance, hvori The Great Gatsby var spydspidsen.

Efterfølgende er bogen blevet en fast del af amerikanernes kollektive bevidsthed om "the jazz age" på 1920'ernes amerikanske østkyst, og den er i dag fast pensum i engelsktimen på enhver amerikansk high school og en værdig kandidat til titlen som "The Great American Novel".

Gulddrengen

Jeg tror aldrig, Leonardo DiCaprio har været med i en dårlig film. Ikke en, jeg har set i hvert fald. Siden gennembrudet som Gilberts retarderede lillebror, Arnie, i What's Eating Gilbert Grape, der sikrede ham en Oscar-nominering som bare 19-årig, over ungpige-bedåreren i Titanic, ungdomsfilmen The Beach og frem til de fem fantastiske samarbejder med mesterinstruktøren Martin Scorsese, som i 2010 foreløbigt kulminerede med den mesterlige Shutter Island, har DiCaprio revet den ene fremragende præstation efter den anden af sig.

Selv hvis han har været med i film, der måske ikke var mesterværker, som eksempelvis førnævnte The Beach eller Clint Eastwoods FBI-epos J. Edgar fra forrige år, så er det med garanti aldrig DiCaprios skyld. Han har en evne, som man i løbet af et årti eller to kun ser få skuespillere besidde. Den samme evne som eksempelvis Al Pacino. Evnen til, uanset hvad, at spille røven ud af bukserne.

Ligesom jeg har gjort det til en regel altid at se nye film med Al Pacino, har jeg derfor også efterhånden oparbejdet en vane med altid at se nye DiCaprio-film. Og jeg er endnu ikke blevet skuffet.

Make it or brake it

Det er derfor ikke nogen overraskelse, når instruktør, manusforfatter og producer på The Great Gatsby Baz Luhrmann godt vidste, hvem han ville have i den rolle, der ville være "make it or brake it" for en Gatsby-filmatisering. "Det var egentlig ikke svært: kompleks, romantisk, mørk, glamurøs, en fantastisk skuespiller", siger instruktøren selv. Og svaret er selvfølgelig DiCaprio.

Og der er ingen tvivl om, at DiCaprio igen i høj grad "maker" den. DiCaprio leverer en intens og overbevisende præstation som den mystiske rigmand med en boblende gryde af hemmeligheder i kog under overfladen. Som altid ligger det hele i blikket hos DiCaprio, og han drager os ind i det halvt fantastiske og fanatiske, halvt vanvittige, der er Gatsby i F. Scott Fitzgeralds klassiske historie.

Omkring sig har DiCaprio et hold af relativt unge skuespillere, nogle nærmest ukendte som Elizabeth Debicki og Joel Edgerton, der trods et hav af roller endnu ikke har leveret mere end en mindre birolle. Og så de lidt mere erfarne som Carey Mulligan, der for alvor brød igennem med et brag i Lone Scherfigs roste An Education fra 2008, og Tobey Maguire, der nok er mest kendt for de første tre noget halvfesne Spider Man-film.

Emnet for "The Great Gatsby" er uden tvivl gennemtærsket, kedsommeligt og i bund og grund reaktionært.

Ingen af dem falder igennem, og selvom Luhrmann kunne have valgt en mere erfaren skuespillerinde end Carey Mulligan til den vigtige rolle som Daisy, leverer hendes charmende ungpigemanerer det rette bagtæppe til DiCaprios ubetingede, fanatisk håbende kærlighed i rollen som Gatsby.

Og nu til noget helt andet.

Teknik og produktionsmidler

Den tyske marxist, filosof, litterære teoretiker og kritiker Walter Benjamin spurgte i 1930'erne i sin korte tekst Skribenten som producent, hvad den materialistiske kritiks første spørgsmål til enhver litterær tekst er. Han svarede, ikke uden kritik af dette spørgsmål: 

Når den undersøger et kunstværk har den materialistiske kritik tidligere haft for vane at spørge, hvordan dette værk stod i forhold til sin tids sociale produktionsrelationer. Det er et vigtigt spørgsmål. Men også et meget svært spørgsmål. Og svaret på det er ikke altid entydigt.

Og Benjamin fortsætter:

Jeg vil gerne spørge: hvordan stiller det sig i dem? Dette spørgsmål sigter direkte på (...) et værks litterære teknik.

Benjamin mente altså – efter undertegnedes bedste overbevisning ganske rigtigt – at selvom det er vigtigt at spørge, hvordan et værk stiller sig til samfundets produktionsrelationer, så er det ikke altid lige let. Selvom en tids litterære og kunstneriske produktioner altid afspejler samfundets produktionsrelationer, eller basisen, på den ene eller den anden måde, så sker det sjældent direkte. Tværtimod, som oftest er det af snørklede og indviklede veje.

Det samme kan siges om revolutionære kunstværker; selvom det selvfølgelig hænder, at en politisk bevidst kunstner eller forfatter direkte forholder sig til samfundets produktionsrelationer, så er det yderst sjældent, og de revolutionære elementer skal derfor oftere findes i formen. Eller, som Benjamin netop mener, i værkets anvendelse af teknikken, af selve produktionsmidlerne.

Teori i praksis

Emnet for The Great Gatsby er uden tvivl gennemtærsket, kedsommeligt og i bund og grund reaktionært. De rige lever et ekstravagant, dekadent og glamourøst liv, men under overfladen lurer alle de personlige problemer, dramaet, ambitionerne og sorgen. De er den herskende klasse, men vi skal huske, at de også bare er mennesker, og det skal så lægge en dæmper på vores vrede over deres surrealistisk dekadente livsstil.

Men, siger Benjamin, det er ikke nok bare at stille det klassiske spørgsmål, bare at se på hvordan filmen tilsyneladende stiller sig over for produktionsrelationerne. Så lad os udføre et eksperiment. Hvordan stiller The Great Gatsby sig i stedet i produktionsmidlerne? Hvordan anvender den teknikken?

Svaret må uden tvivl være: revolutionært. Er emnet revolutionært? Nej. Er pointen revolutionær? Nej. Er Baz Luhrmann revolutionær? Nej. Men anvendelse af cutting edge-teknologiske filmvirkemidler er det ubetinget.

Den artistiske del af dette er sikkert Baz Luhrmanns vision. Men det er ikke ham, der fortjener applausen. Det er ikke engang Leonardo DiCaprio.

Den virkelige helt(inde)

Nej, den virkelige helt optræder først, når de fancy og 3D-animerede end credits er slut og de helt almindelige rulletekster tager over. Det er det første navn, der toner frem på skærmen. Der står bare:

Visual Effects Producer
JOYCE COX

Sammen med visual effects art director Daniel James Cox, cinematograf Simon Duggan og art directors Damien Drew, Michael Turner og Ian Gracie er de den revolutionære tekniks virkelige helte. De har formået at sammensætte en film, der visuelt, æstetisk og teknisk er så overbevisende bragende flot (og nyt), at alt andet træder i baggrunden. Fra cinematografi til farvebehandling, fra 3D-effekter (noget undertegnede ellers til daglig skyr som pesten) til soundtrack er The Great Gatsby en overbevisende fornøjelse.

Og nu vi snakker om soundtrack:

Soundtrack

Et filmisk virkemiddel, man også bliver nødt til at nævne er rapperen Jay-Z's hamrende fede soundtrack. Mens det i den seneste tid er blevet populært at blande film- og musikgenrer på utraditionelle måder (soundtrack-pioneren Quentin Tarantino gjorde det senest i sin nyeste film Django Unchained), tager Gatsby og Jay-Z det til nye højder.

Fitzgerralds oprindeligt stramme fortælling går lidt tabt i pludselige forskydninger i tid, Maguires fortællerstemme og for meget fokus i for lang tid på for lidt vigtige ting.

Det er modigt af Baz Luhrmann ikke bare at invitere hip-hoppen inden for i uvante rammer, som andre har gjort før ham, men ligefrem helt at overlade roret til Jay-Z.

Og den stenrige rapper gør et fremragende stykke arbejde. Siden han i 1998 brød igennem med Reasonable Doubt har Jay-Z både markeret sig som en af tiden allermest sælgende musikere og, ligesom sin kollega på Vestkysten, Dr. Dre, som en talentspejder af rang. Blandt andet ved at give den dengang anonyme producer Kanye West en chance på sit pladeselskab Roc-A-Fella Records.

Og det er dette øre for nye muligheder, som Jay-Z låner ud til Baz Luhrmann i The Great Gatsby. I en farverig sammensmeltning af klassiske charleston-rytmer, de sprøde og nærmest hviskende toner fra britiske The XX og Florence+The Machine, Jack Whites hårde guitar, Jay-Z og Kanye Wests egne numre fra fællesprojektet Watch the Throne og bidrag fra pop- og hip-hop-stjerner som Beyoncé, Andre 3000, Fergie og will.i.am lægger Jay-Z et soundtrack for filmen, der giver begrebet "jazz age" kamp til stregen.

Det er herligt.

Helt til grænsen

Betyder det så, at The Great Gatsby er en revolutionær film? Nej, den påstand vil jeg trods alt ikke vove. For selvom Luhrmann prøver grænserne af, overskrider han dem aldrig. Og selvom filmens visuelle effekter og virkemidler benytter sig af alt, hvad hjertet kan begære, er der ikke noget af det, vi ikke har set før i en eller anden grad.

Og når The Great Gatsby alligevel ikke kan snige sig op på de famøse seks stjerner, skyldes det også, at alt det teknisk spektakulære ikke kan skjule, at historien er lidt springende og rodet fremført. Fitzgerralds oprindeligt stramme fortælling går lidt tabt i pludselige forskydninger i tid, Maguires fortællerstemme og for meget fokus i for lang tid på for lidt vigtige ting.

Men det ændrer ikke på, at The Great Gatsby er en spektakulær, svimlende og overvældende visuel oplevelse og en stor teknisk bedrift.