Det er en kunst at ramme en nerve, der gør en teaterkoncert bevægende, sammenhængende og dybt underholdende. Det er lykkedes med teaterkoncerten om det København, som er besunget af hundredevis af poeter gennem de sidste hundrede år.

Koncerten rammer med elegance alle generationer og giver nye generationer mulighed for at opdage gamle klassikere og vice versa. 21 sange får vi, og selvfølgelig er det Poul Henningsens Byens Lys, der åbner festen næsten overdøvet af larmen fra metro-byggeriet. Scenen fyldes af skuespillere og musikere – det er byens vrimlende ensomhed, en ensomhed som Jannie Faurschou også besynger i Anne Linnets Akvarium.

Tom Jensen spotter storbyens klasseskel i Manden på risten og besynger ironisk bylivets druk i John Mogensens Åh hvilken herlig nat. En overraskende og dejlig powerfuld scene er Cecilie Stenspils heavy metal-agtige fortolkning af Sys Bjerres "Malene" – om den bedragne pige, der ikke længere vil fuckes med og tager en sød hævn.

Trine Pallesen serverer et af koncertens højdepunkter med Jakobsen. En meget lang, ordrig ballade om en piges uheldige forelskelse i manden Jakobsen. Sangen er skrevet af Arvid Müller til en revy i 1948, men giver mange nutidige rappe ordekvilibrister baghjul. I Det var en yndig tid hyldes en fortid med pæne piger og gentlemen alt imens hykleriet udstilles af den enlige mor, der kvæler den uægte baby med en pude i sengen. Det er storbyliv på godt ondt – og kærligheden til byens liv og gader hyldes til tårefrembringende højder i  Dan Türells Gennem Byen en sidste gang.

Et herligt medley af nogle af de 200 sange, der ikke opnåede æren af at blive opført solo, skaber en forrygende finale. Og orkesteret – de spiller så det er en fryd på alverdens instrumenter og blander sig forfriskende i skuespilleriet, mens skuespillerne til gengæld ikke går af vejen for at tromme eller klimte med på en guitar i ny og næ. Man bliver glad af at være i selskab med det ensemble.