Da mange udvandrede fra Irland, Sverige og Danmark til Amerika i begyndelsen af det 20. århundrede, var det på grund af nød og elendighed i deres eget land. Når de fattige ikke længere kunne brødføde sig selv og deres familie, så var der kun ét at gøre – at søge nye græsgange.

Behøver vi så også en spillefilm til at fortælle om alt det, vi mener, vi ved?

I øjeblikket oplever vi en flygtningestrøm uden sidestykke, både fra de mellemøstlige og de afrikanske lande. Imperialistiske krige har sendt millioner på flugt. Dagligt ser vi gummibåde med flygtninge fra Tyrkiet, der forsøger at krydse det farlige hav mellem Libyen og Italien.

Behøver vi så også en spillefilm til at fortælle om alt det, vi mener, vi ved?

Instruktøren Jonas Carpignano har lavet en stærk og barsk spillefilm ”Mediterrania” om to brødre, Ayiva og Abas. De bryder op fra deres fattigdom i Burkina Faso, da de drømmer om at komme til Europa for derfra at kunne sende penge hjem til kone og datter. Begge brødre har nogle meget optimistiske forventninger til ”paradiset”, Europa.

Efter en farefuld færd gennem den libyske ørken, hvor de bliver frarøvet deres få midler, når de endelig frem til Middelhavets kyst. Men turen over Middelhavet bliver ikke nogen lystsejlads. Pludselige vejrskift gør turen til et helvede. Lykkeligvis bliver de fleste reddet af en italiensk kystvagt.

Ayiva og Abas får begge arbejde i en appelsinplantage. Ayiva bliver hurtigt fortrolig med sin arbejdsgiver, som efterhånden giver ham mere betroet arbejde. Abas derimod kan ikke vænne sig til det usle liv nederst på den italienske rangstige og forfalder langsomt til druk og stoffer.

Et angreb fra nogle af byens fascister på de afrikanske indvandrere kommer til at skille de to brødre fra hinanden.

Et utroligt indblik

Instruktøren Jonas Carpignano har i mange år været optaget af migration. Han har en afroamerikansk mor og italiensk far. Han har således boet skiftevis i Rom og New York. Han har altid været interesseret i racerelationer og især på sorte menneskers rolle og vilkår i det italienske samfund.

Allerede i 2010 skete et af de første sammenstød mellem afrikanere og italienere i Calabria, og Jonas Carpignano tog afsted for at undersøge og læse om, hvad der førte til oprøret.

Men Jonas Carpignano var klar over, at han måtte lave en spillefilm, hvis han virkelig ville vise omverdenen, hvad det er, der får folk til at rejse den lange og farefulde færd fra Midtafrika til Europa.

Filmen skal ses, fordi den giver et utroligt indblik i afrikanernes tankegang og tro på det forjættede Europa. Ligesom irere, svenskere og danskere for over 100 år siden troede på et forjættet USA.