Selv de bedste forfattere kan ende i det store samleværk, der hedder Glemmebogen, men så kan der hænde noget i verden, som gør en af dem aktuel igen og trækker vedkommende frem i lyset. Sådan er det gået for Sinclair Lewis (1885-1951), der i sine politiske romaner hudflettede det småborgerlige og racistiske USA, og som den første amerikanske forfatter i 1930 blev tildelt Nobelprisen i litteratur.

Et dødsens alvorligt emne kan med fordel behandles med humor og ironi.

Efter at have været helt ude af det litterære billede i årtier blev han i 2017 genfødt i sit hjemland med et genoptryk af "Det kan ikke ske her", der udkom netop den dag, hvor Donald Trump tiltrådte som præsident.

Herhjemme udkommer romanen i en revideret oversættelse af udgaven fra 1936 den 20. januar. Det er usædvanligt at lade en bog udkomme en lørdag, men det er et-årsdagen for Trumps indsættelse i Det Hvide Hus.

Besk og sortsynet satire

Bogen, der oprindeligt udkom i 1935 og er en slags fremtidsroman, er en besk og sortsynet satire om et præsidentvalg i USA i 1936 og dets katastrofale følger. Manden, der vinder valget, er løgnagtig, vulgær, uvidende og plat, og hans største evne er at gætte, hvad folk gerne vil høre og tale som dem og ikke som en politiker. Hermed står det vist klart, hvorfor den mere end 80 år gamle roman har fået en renæssance.

Windrip hedder personen, der slår Roosevelt i kampen om at blive nomineret af demokraterne, og som ved selve valget slår den republikanske kandidat Thowbridge, der har det handicap, at han er hæderlig.

Folkeforføreren lokker og lukker

Windrip derimod er en folkeforfører, der taler til de fattige og oversete og giver løfter om guld og grønne skove. Han lover borgerløn, at han vil tøjle storfinansen, især den jødiske, afskaffe arbejdsløsheden og få de røde og de sorte, det er nærmest et fedt, ned med nakken. Amerika skal være for de hvide amerikanere, for de udgør jordens mest ophøjede race.

Chefen, som præsidenten nu på gangstermaner kaldes, får sammen med sine håndgangne mænd og hårdtslående stormtropper omdannet USA til et diktatur med arbejdslejre, sådan afskaffes arbejdsløshed, og kz-lejre. Aviser lukkes, sådan lukkes munden på modstandere, de højpandede intellektuelle fjernes fra universiteterne, og fra bibliotekerne fjernes farlige bøger af oprørske forfattere som for eksempel Dickens.

Folket knurrer

Men ligesom det kan ske i andre diktaturer, dannes der langsomt og forsigtigt en undergrundsbevægelse, der ledes fra Canada af den flygtede Thowbridge. I staten Vermont tilslutter avisredaktøren Doremus Jessup sig bevægelsen. Han er en stilfærdig, liberal antifascist, der ender med at blive en ledende skikkelse i modstandskampen, og som efter et ophold i en kz-lejr flygter til Canada.

Romanen slutter i 1939, hvor Chefen er blevet afsat af sin premierminister, der bliver myrdet og efterfulgt af krigsministeren, der forbereder et angreb på Mexico for at aflede befolkningen, der er begyndt at knurre over de uopfyldte løfter, og hvor Jessup vender tilbage til USA for at kæmpe illegalt sammen med de celler, der er blevet dannet.

Dovenskab og frygt

Det er selvsagt udviklingen i Tyskland, der har inspireret forfatteren, men som det fremgår af titlen, vil han også påpege, hvordan fascisme kan udvikle sig alle vegne, og efter hans mening er de virkelig skyldige alle de pæne og retsindige mennesker, der af dovenskab og frygt undlader at protestere.

Bortset fra enkelte lidt omstændelige passager er det en fængslende og yderst vedkommende roman trods de mange år, den har på bagen. Og den viser, at et dødsens alvorligt emne med fordel kan behandles med humor og ironi.