07 Apr 2026  

KBH: Let skyet, 10 °C

Det lidt barske Tyrkiet

Filmanmeldelse

Det lidt barske Tyrkiet

”Vintersøvn” er en meget lang film uden den store dramatik.

Instruktøren Nuri Bilge Ceylan film,"Vintersøvn", er filmet dybt inde på den anatolske slette i Tyrkiet, hvor livet har en helt anden rytme.
FOTO: Camera Film
1 af 1

En film på tre timer og seksten minutter kræver sin mand eller kvinde. ”Vintersøvn” byder ikke på megen dramatik, men har en lang række meget interessante dialoger og filosofiske betragtninger om forholdet mellem mand og kvinde.

Instruktøren Nuri Bilge Ceylan er en krævende mand, men han har også en sans for billedskønhed, hvad enten det er billeder af den barske natur på den anatolske højslette i Tyrkiet eller i de små stuer i hovedpersonens hjem.

”Vintersøvn” byder ikke på megen dramatik, men har en lang række meget interessante dialoger og filosofiske betragtninger om forholdet mellem mand og kvinde.

Filmen udspiller sig dybt inde på de anatolske sletter, hvor den tidligere skuespiller Aydin (Haluk Bilginer) sammen med sin meget yngre, smukke hustru og sin søster driver et hotel og nogle udlejningsejendomme, som han har overtaget efter sin afdøde far. Aydin er bedre stillet end de fleste på den fattige egn, men han er mest optaget af sig selv og ser ikke de andres problemer.

Hele spillet sættes i gang ved, at den fattige knægt Ilyas kaster en sten mod Audins bilrude, så den splintres. Hidayet, som er Audins medhjælper, stormer ud af bilen og får fat i lømlen. Hidayet tager knægten med i bilen og bringer ham tilbage til familiens hus, hvor han mødes af knægtens onkel og samt faren. 

Forholdet til den fattige familie bliver filmens omdrejningspunkt. Audins smukke unge kone vil gerne hjælpe familien, men Audin ser ikke nogen grund til dette og mener, at familien selv er skyld i sin fattigdom. Audin er ikke en fæl kapitalist, men nærmere en superradikal humanist, der sætter en ære i at klare sig selv. Præcis som han selv gjorde ved at være en rimelig kendt skuespiller i Istanbul.

Ceylan, der tidligere har fascineret sit publikum med den fremragende ’Once Upon a Time in Anatolia’, har med ’Vintersøvn’ skabt en på én gang intim, storslået, eksistentiel og nervepirrende film om tilværelsens ofte uretfærdige absurditet. Filmen fik da også guldpalmerne ved filmfestivallen i Cannes 2014.

Vær godt frisk i hovedet, så venter der en spændende og god oplevelse af en tyrkisk film, der på mange måder også fortæller lidt om forholdene i Tyrkiet i dag, i sit eget rolige filmsprog med ypperlige skuespilspræstationer og som sagt en fantastisk fotografering.

20. dec. 2014 - 12:16   20. dec. 2014 - 12:20

Film

Jørgen Melskens
Anmelder
5

Vintersøvn.Instruktør: Nuri Bilge Ceylan. Har haft premiere.