Det snurrer i min skalle er titlen på en svensk sang fra 00’erne, og det kunne godt have været titlen på Line Knutzons nye stykke, der har haft urpremiere på Betty Nansen Teatret.

Tårerne trillede af grin fra det ene øje og gråd fra det andet. Det er svært at være menneske, og det er komisk.

Men titlen Livstidsgæsterne, som det er blevet navngivet af dramatikeren, er spot-on. Det er de gæster, vi har ravende rundt inde i hjernen på livstid. Line Knutzon har lukket os ind i sindet, under hendes kranie-skal. Og genkendeligheden er til at få øje på nede fra tilskuerrækkerne. 

Det er skrighylende komisk midt i tragikken. Tårerne trillede af grin fra det ene øje og gråd fra det andet. Det er svært at være menneske, og det er komisk.

Sindets fællesmøde

Vi har den militante ekstremist, der præsterer de kantede meninger. Vi har det fem-årige barn i voldsomme følelsers vold, der absolut ikke kan behovsudsætte. Vi har den to-årige nysgerrige, åbne og med vidt opspærret mund og øjne tumlende rundt. Vi har den pæne, efter accept- og lidt rigdomsstræbende. Den udefinerlige borgerlige med trang til reservation, bide og ambitioner.

Midt i hele sindets fællesmøde sidder mægleren, der skal få det hele til at hænge sammen. Ikke med kompromisser, men derimod med en veludviklet sans for at give den på det givne tidspunkt stærkeste gæst ret og føre dagsorden og møde videre. Lyder det rodet? Det er det også.

I en blændende scenografi af Karin Gille starter spillet i den store sal på for-scenen. Her er fællesmøde blandt sindets livstidsgæster. De bagvedliggende rum, der åbnes gennem forestillingen, giver plads for sindets kringelkroge og udefrakommende hændelser, som de seks gæster skal søge at løse i fællesskab. Det er ikke nemt. DET ER BESTEMT IKKE NEMT!

Rollespil

Usikkerhed og dårligt selvværd er de til gengæld fælles om. Det er ubetaleligt morsomt, når de kaster sig over et rollespil for at øve sig i at få besøg af Menings-Klaus.

Det starter med kampen om ikke at være den, der spiller sig selv. “IKKE MIG - Jeg er jo den af os, der er mindst mig selv”, som den, der taber, råber desperat. Den dominerende følelse er at føle sig dum i mødet med Menings-Klaus eller den heftigt flirtende overbo i telefonen. De seks hjernedele søger hver især og lidt sammen at gøre det, så godt de kan.

I en tour de force af højt teknisk funderet skuespil, farer replikkerne fra skuespiller til skuespiller i en tæt instruktion af Elisa Kragerup.

Vi er ligeledes vidne til, hvordan drøm og mareridt påvirker med vanvidsscener stoppet med symboler i øst og vest. Her er frit slag for fortolkning af enhver slags på tilskuerrækkerne. Indimellem reagerer de seks synkront for derefter at splittes i hver sin følelse. Har du ikke oplevet Line Knutzon-dramatik, er chancen her.