De fleste ældre kender til Nürnberg-processerne mellem 1945-46. Her blev en lille håndfuld af de øverste nazister enten dødsdømt eller dømt til livsvarrigt fængsel.

Hvor går grænsen så for, hvem der skal straffes? Dette er et centralt spørgsmål for både filmen og for hovedpersonen.

Mange anklagede indrømmede deres forbrydelser, men påstod, at de blot fulgte ordre fra de øverstbefalende. De, der havde været involveret i direkte henrettelser af kz-fanger, fik de hårdeste straffe, mens håndlangere stort set gik fri for straf.

Instruktøren Giulio Ricciarellis film, ”Tavshedens Labyrint”, starter i Frankfurt 1958. Den ambitiøse og unge anklager Johann Radmann (Alexander Fehling), får en dag besøg af den energiske journalist Thomas Gnielka (André Szymanski) på sin arbejdsplads. Gnielka har fået oplysninger om, at tidligere nazister arbejder i civile stillinger som skolelærer og bagere. Politiet vil ikke gøre noget ved sagen. 

Undervejs går det dog op for Radmann, hvor omfangsrigt Auschwitz var. Mange af de mennesker der var med til at styre kz-lejren, arbejder allerede 13 år efter krigen inden for den offentlige sektor. I ro og mag.

Filmen viser tydeligt, hvor kompleks Tysklands fortid med nazismen har været efter krigen. Mange mennesker var en del af Det Nationalsocialistiske Tyske Arbejderparti uden egentlig at være helhjertet nazist, men de var med, fordi nazismen var den kontrollerende magt.

Hvor går grænsen så for, hvem der skal straffes? Dette er et centralt spørgsmål for både filmen og for hovedpersonen, Hr. Radmann.

Det er en stærk og vedkommende film på mange planer. Opgøret med nazisterne i Vesttyskland var ikke nemt. Stort set alle advokater og dommere var mere eller mindre nazister. Derfor bliver det også en slags ”Davids kamp mod Goliat”. Instruktøren har løst opgaven flot, selvom vi aldrig i filmen ser billeder af rædslerne i Auschwitz. Hele filmens spænding kører på, om det lykkes for Radmann at få de skyldige bragt for en domstol og blive dømt.