I filmen befinder vi os i Los Angeles midt i en de sidste krampetrækninger af de psykedeliske 60’ere, og paranoiaen har som et dårligt trip overtaget festen. Richard Nixon er blevet valgt til præsident i kølvandet på attentatet af Robert Kennedy. Det er tiden, hvor flere sammenstød mellem demonstranter og politi finder sted. I 1969 bliver Ronald Reagan valgt til guvernør for Californien, og det er også på den tid, at Charles Mansons kult begår de grufulde og bestialske mord på skuespillerinden Sharon Tate og seks andre i Beverly Hills.

"Love and peace" er blevet afløst af korruption, magtmisbrug og rå kapitalisme.

Filmen ”Inherent vice” er bygget over den amerikanske kultforfatter Thomas Pyncheons roman af samme navn.

Rammen om handlingen er i virkeligheden meget enkel. Den desillusionerede privatdetektiv, hash- og heroinnarkoman, Doc Sportello, kontaktes af sin tidligere kæreste Shasta. Hun har en affære med milliardæren og byggematadoren Mickey Wolfmann. Hun har fået færden af en skummel plan, som Wolfmanns kone og hendes kæreste har lagt. De vil kidnappe Wolfmann og få ham indlagt på et sindssygehospital. Sådan regner de med at kunne få fingre i hans mange penge.

Der er således lagt op til et krimidrama. Doc Sportello undersøger sagen og bliver efterhånden hvirvlet ind i et spind af korruption og uigennemskuelighed. Sagen bliver ikke nemmere for Sportello, da også et forbryderkartel ved navn The Golden Fang bliver inddraget.

Bogen har muligvis godt check på de mange episoder, der hvirvles ind i hinanden, men filmen har meget svært ved at holde den ”røde tråd”. Filmen var omkring to og en halv time og bliver derfor ulidelig lang. Det er lidt synd, fordi rammen er god og skuespilpræstationerne er formidable.

Det er en film, som viser en spændende periode og side af det amerikanske samfund, hvor ”love and peace” er blevet afløst af korruption, magtmisbrug og rå kapitalisme. Desværre er filmen lidt for lang. Og man skal være meget opmærksom for at få helt check med handlingen og dens mange personer.