Allerede inden Dixie Chicks gik på scenen under koncerten i Forum Horsens den 22. april, var der både overraskelser og statements. Ud gennem højttalerne bragede sangen Let’s go crazy, som en hyldest til sangeren Prince, der døde to dage forinden.

 Alle amerikanske præsidentkandidater fik en tur i fotomontagen, hvor de suste rundt med klovnenæser og ditto hår.

Det var ikke det eneste, aktuelle Dixie Chicks havde med til koncerten.

De tre kvinder med forsangeren Natalie Maines, flankeret af søstrene Emily Robison og Martie Maguire havde taget alle kandidaterne til præsidentvalget i USA med på scenebagtæppet. Alle fik de en tur i fotomontagen, hvor de suste rundt med klovnenæser og ditto hår. Det var den omvendte hyldest.

Imens spillede Dixie Chicks sangen Ready to run. De, der kender teksten og videoen til denne sang, ved, at Dixie Chicks sætter spørgsmålstegn ved normerne. Men de pegede ikke på nogen præsidentkandidat.

Bandlyst for at kritisere Bush

Måske på grund af en dyrekøbt erfaring fra 2003, hvor forsangeren Natalie Maines ni dage før Irak-krigen udtalte, at Dixie Chicks skammede sig over, at USA’s præsident George Bush kom fra Texas, ligesom de selv. Det skulle de ikke gøre som førende countryband. De blev bandlyst af at både nogle fans, forretningsforbindelser og mange lokalradioer.

Alligevel præsenterede de tre seje kvinder i Horsens en scenografi, der nok kunne fængsle de mange tilskuere. Alt var i sort, hvidt, rødt og gråt, selv instrumenterne var helt i hvidt. De tre kvinder kørte skiftevis ræs i gamle biler eller svang sig som silhuetter over lærredet, mens de spillede.

Hver sang sit budskab

Første del var meget rockpræget med stort trommesæt, guitarer, bas og et fedt Hammond B3-orgel. Nok er det country-style , men hver sang har sit budskab og mening. Lubbock or leave it, om den meget religiøse by i det gamle bomuldsdistrikt. Til Truth Number 2 har Dixie Chicks ofte sagt, at det er en smuk ting at kunne stemme og have ytringsfrihed.

Easy Silence kom hele verden rundt bogstavelig talt. Sangens tekst stod skrevet i scenebagtæppets billeder af forurening, krig og bekymrede sig om, at det gør os immune at se så meget krig,”…watching war make us immune…”.

Så kastede Natalie Maines sig ud i Nothing compares 2 U, endnu en hyldest til Prince, skrevet af ham og et umiskendeligt Sinead O’Conners-hit. Maines krævede alt af sin stemme. Ikke nemt at leve op til O’Conners spændvidde. Samtidig fik vi så et indblik i, at Maines har sin helt egen stemme.

Bedre uden det store rock-gear

Det meget rockprægede fik alt for meget volumen fra mixerpulten, så Martie Maguires violinspil druknede og banjoen kun gik igennem på toptonerne. De to- og trestemmige refrainer, som er kendingsmærket for Dixie Chicks, druknede.

Måske derfor blev publikum mere livlige, da scenen skiftede fra det store rock-gear til en slags intim stue helt fremme på scenen med en væg af rødt varmt lys bagved.

I dette røde lys ventede violin, banjo, guitar, cajon, mandolin, ukulele og blev grebet af Natalie, Martie og Emily samt en håndfuld dygtige musikere. Det blev en tæt stemning uden det store bag-gear og med den fede Dixie Chicks-sound til Travelin’ Soldier.

Dejligt befriende 

Dixie Chicks brugte ikke mange ord på sit publikum, selv om danskere udmærket forstår engelsk. Der manglede intimitet og engagement. Også selv om sidste halvdel bød på mange af deres kendte sange.

Dixie Chicks er dog dejligt befriende. De hænger ikke i den traditionelle countrymusik, hvor laden er brændt, manden stukket af og hunden ligger med tarmslyng. De er på vej videre i kvinders ligestilling og verdensfreden. På vej videre i turnéen og rammer forhåbentlig Danamrk igen.