Mefisto er teatrets klassiske djævlerolle siden middelalderen. Ligesom Shakespeares Hamlet er symbol for renhedens sejr over ondskaben, er Mefistopheles indbegrebet af alt ond siden han optræder i en tysk folkebog fra 1587.

Den middelmådige provinsskuespiller Gustaf Gründgens (1899-1963) opbyggede i de turbulente 20'ere og 30'ere en karriere på sin fortolkning af Mefistofiguren fra Johann Wolfgang von Göethes skuespil "Faust" (1808 og 1831). Han lokker videnskabsmanden Henrik Faust til at forskrive sin sjæl til djævelen mod at få held med alt, hvad han gør.

I "Sympati for Djævelen" flår den svenske dramatiker Lucas Svensson huden af dette usympatiske kryb. Hitler-regimets perverse menneske- og kultursyn ophøjede ham til stjerneskuespiller, instruktør og teaterleder, selv om han var bøsse og ikke engang medlem af nazistpartiet.

Hensigten helligede midlet, og propagandaminister Joseph Göebbels havde brug kulturelle regnorme som ham og filminstruktør Leni Riefenstahl, der passede som hånd i handske i partiets perverse angst for det enestående og grænseoverskridende.

"Jeg har aldrig været nazist", hvæser han, da britiske turister spytter på ham på stranden i Manilla, ensom og forladt nytåret 1963. Hans unge elsker, "Drengen", har fået nok af denne udbrændte skals ulidelige selvros. Egocentrikerens vulkan er slukket. Tilbage er et udslukt krater af et menneske, som nu blot håber på den nåde, han aldrig selv viste, når han brutalt ryddede sine kolleger af vejen.

"Man skal frygte livet, sagde jeg, men frygte teatret endnu mere, for i slutningen af teatret findes nemlig frelsen, og der er lang vej til frelsen. Man skal frygte livet, men i livet findes der ingen frelse", lyder hans patetiske undskyldning for et langt liv af brutal kynisme.

Pauli Ryberg hvisler, brøler, danser og bander sig gennem Gustaf Gründgens sidste timer i scenografen Nikolaj Traps enkle rum, instrueret af Kamilla Bach Mortensen, så man næsten - men også kun næsten - får sympati for djævelen.