Klaus Manns roman "Mefisto", der er dramatiseret af Ariane Mnouckine og nu bearbejdet af Instruktør Peter Langdal til forestillingen, er historien om den feterede skuespiller Hendrik Høfgen. Historien bygger på en autentisk skikkelse – den tyske skuespiller Gustaf Grundgens.

Vi er i Hamborg i 20'erne i teatrets verden. En gruppe skuespillere er ansat på et af de store teatre i Hamborg, men ved siden af laver de politisk teater – AGITPROP. I flokken er Hendrik, en ung dygtig skuespiller med stigende popularitet.

Betty Nansen Teatret har valgt at holde sig til en klassisk opsætning forankret i det historiske oplæg. Så selv om stykket er bearbejdet af Peter Langdal, er det ”gammeldags teater”, og det er i 2014 et særsyn på de danske scener. Der er ikke brugt krudt på at fremskrive historien til vor tid eller fyldt op med moderne fortælleteknik eller sceniske greb. Det giver stykket et kuriøst præg, men betyder også, at tilskueren selv kan fortolke og drage paralleller til nutiden.

I hovedrollen Hendrik ses Olaf Johannesen, der i den grad formidler medløberens natur. Skingert angriber han arbejderne på teatret, der føler sig draget af nazismen i 20'erne. De håber på, at nazismen kan bringe dem ud af fattigdom. Hendrik sparker nedad, og søger opad. Han søger mod lyset og ”det hvor det sner”.

Han forsvarer kommunismen og AGITPROP-teatret "Stormfuglene" med hidsighed, men drages af den stigende popularitet, han nyder fra Hamborgs publikum...og tænk hvordan det kunne blive i Berlin? Vejen går mod popularitets-toppen. Der hvor man bliver forkælet og får privilegier. Der hvor magten er, og den vej vinden blæser. Hendrik kigger sig ikke tilbage. Og en dag hyldes han som Det Tredje Riges fremmeste kunstner af Hitler.

Som indblik er forestillingen en oplagt mulighed for dramatiseret historie-time. Dekadencen og hedonismen, sideløbende med den revolutionære venstrefløj og nazismen kan alt sammen ses i stykkets tidsbilleder. Især skildringen af AGITPROP-teatret er stærkt underholdende. Denne specielle teaterform med sketches om aktuelle emner, er til tider skrigende morsomme. Især er Iben Hjejle vældig veloplagt. De bliver samtidig pudsige ”øer” af komik, midt i den lange, klassiske forestilling.