Da Statens Filmskole i 90’erne, ligesom en række andre uddannelsesinstitutioner, skulle flytte ud på Holmen, skulle der findes ud af, hvad vejen ved skolen skulle hedde, da vejene indtil da kun havde et nummer. For filmskolens vedkommende blev det til Theodor Christensens Plads, som en anerkendelse af dennes store indsats som dokumentarist og hans store arbejde i forbindelse med etableringen af skolen, hvor han også blev lærer.

Som få andre satte Theodor Christensen sit præg på dansk film i de 30 år, hvor han virkede.

Men det er ikke kun i Danmark, at Theodor Christensen (T.C.) er anerkendt. Kommer man til Cuba og møder gamle filmfolk, så taler de med lys i øjnene om ham, der i 60’erne var med til at oprette den cubanske filmskole, underviste der og også lavede film. Derfor var det helt naturligt, at Cubas ambassadør på landets vegne deltog i markeringen af 100-året for hans fødsel.

I anledning af fødselsdagen har forlaget Politisk Revy udgivet den første større biografi om T.C. skrevet af filmhistorikeren Palle Bøgelund Petterson. Gennem sit arbejde på filminstituttet fik han adgang til T.C.’s arkiv, herunder hans dagbøger, og det er grundmaterialet til bogen "Doxfather – En Theodor Christensen biografi".

Theodor Christensen (1914-67) blev født i en lærerfamilie i Holbæk, hvor han voksede op sammen med sine to søstre, Phie og Rie. Det fortælles, at han allerede som barn legede, at han lavede film og var instruktøren, inspireret af hans biografbesøg.

I skolen klarede han sig godt, fik høje karakterer og blev student fra Stenhus Gymnasium i 1932. I drengeårene var han spejder, men det holdt han op med, og i 1929 blev han medlem af DKU. Her mødte han en anden meget filminteresseret kammerat, Karl Roos, som han arbejdede tæt sammen med. Blandt andet var de filmanmeldere på Arbejderbladet i 1935-36, og sammen skrev de den første teoretiske filmbog på dansk "Film", som udkom i 1936.

T.C. blev indskrevet på Københavns Universitet i 1932 og læste først til polit., senere tysk og til sidst filosofi, men studierne blev ikke passet, fordi han havde så meget andet at se til, og i 1937 holdt han op for at hellige sig det, der havde hans store interesse, film.

Han havde været formand for de studerendes filmklub, og der blev også tid til at skrive filmanmeldelser i "Vi Gymnasiaster", som på det tidspunkt havde Ib Nørlund som redaktør. Politisk var han initiativtager til dannelsen af den marxistiske fraktion i studenterforeningen (afdeling af den kommunistiske studenterfraktion) i 1934.

I 1937 fik han sin første filmopgave, og frem til sin alt for tidlige død i 1967 blev det til cirka 100 film, hvoraf mange var bestillingsarbejde fra store virksomheder som for eksempel B&W, Kampsax, og Ålborg Portland. Også Ministeriernes Filmudvalg gav ham opgaver af mere oplysende katarakter.

Besættelsen

Under besættelsen var T.C. allerede i 1942 i gang med at lave illegale filmoptagelser, og senere blev han leder af modstandsbevægelsens filmgruppe, som havde folk i hele landet. Da en af filmfolkene, som blev arresteret i 1944, under afhøringerne hos Gestapo ikke kunne stå for presset, fik de et signalement af T.C., og Gestapo mødte op for at arrestere ham, men det lykkedes ham at forsvinde og gå under jorden.

Den 26. marts 1945 blev han dog taget af Gestapo, men ved hjælp af falske løsladelsespapirer kom han fri formedes en bestikkelse på 150.000 kr. Dermed undgik han at blive henrettet.

Efter krigen gik han efter opdrag af Frihedsrådet i gang med at lave filmen "Det gælder din frihed" på grundlag af de 70-80.000 meter, der var blevet optaget illegalt. Da filmen endelig fik premiere 4. maj 1946, blev der megen ballade, da samarbejdspolitikerne følte sig angrebet (se Kommunist nr. 5-2012).

I 1955 blev der lavet en ny film, "De fem år", på baggrund af det samme materiale, som T.C. have stået for, men han var ikke tilfreds med den, og i 1960 gik det helt galt, for da blev der lavet en tam undervisningsudgave, som han blev krediteret for, men som han bitterligt fortrød. Samtidig blev 1946-udgaven ikke længere udlånt, hvilket skyldtes politiske årsager.

Politisk fortid

T.C.’s kommunistiske fortid forfulgte ham efter krigen, selvom han i 1937 havde forladt partiet. Da han i 1950 fik til opgave at lave 6-12 film, delvist finansieret af amerikanerne, der skulle fortælle om marshallhjælpens "velsignelser" for det danske erhvervsliv, blev han i Sorø Amtstidende beskyldt for at ville propagandere for kommunistiske synspunkter. 

I 1951 overtog han Filmkronikken i radioen efter Karl Roos’ død, kun 36 år gammel, på trods af Julius Bomholts modstand, som også henviste til hans kommunistiske fortid. Ansættelsen varede kun et år, hvorefter han blev fyret, formelt fordi han var teoretisk højtflyvende og blev kritiseret af lytterne, men i virkeligheden var det af politiske årsager.

Cuba

T.C. havde deltaget i mange dokumentarfilmfestivaller rundt om i Europa, blandt andet i Leipzig, hvor han flere gange var dommer. Her havde han lært cubanske filmfolk at kende, og i 1961 inviterede de ham til Cuba som gæstelærer og være med til at opbygge Den Nationale Filmskole.

Fra 1962 til 67 besøgte han landet fem gange i kortere og længere perioder. Når han tog til Cuba, var det også fordi han beundrede Fidel Castro og den cubanske revolution, hvilket han ikke lagde skjul på, og det kostede ham nogle venskaber. I et interview i Land og Folk i 1964 udtalte han, at "Cuba er blevet mit andet hjem". Alt tyder på at opholdene på Cuba gav ham mere ro i sjælen, fordi han var væk fra de vante omgivelser og fik mulighed for at arbejde med det, der stod hans hjerte nærmest, undervisningen af de unge cubanere.

Det blev aftalt, at han også skulle lave 12 dokumentarfilm om landet, men det blev kun til tre, til gengæld blev den første "Elle" (Hende), der handler om de cubanske kvinders situation efter revolutionen, en af hans betydeligste film.

Undervisning

Hele sit liv var han optaget af at give sin viden og erfaringer videre til andre, både praktisk og teoretisk. Det første initiativ var at få oprettet Skandinavisk Filmskole i 1938, men det blev ikke realiseret.

Det næste var i filmselskabet Minervas regi, hvor der i begyndelsen af 40’erne blev lavet en mindre skole i selskabets lokaler med deltagelse af både medarbejdere og folk udefra. I 50’erne underviste han på forskellige kurser, og i 1965 lavede DR-TV en Ungdommens Filmskole, som han var drivkraften i.

På samme tidspunkt var han med i det udvalg, der skulle etablere Statens Filmskole. T.C. ville gerne have været rektor, men da han samtidig også ville producere film, endte det med at han blev leder af instruktørlinjen, mens I.C. Lauritzen blev rektor. Han nåede dog kun at undervise i efteråret 1966, for i foråret 1967 var han igen på Cuba, og da efterårssemestret skulle begynde døde han, kun 53 år gammel.

Som få andre satte T.C. sit præg på dansk film i de 30 år, hvor han virkede, og som forfatteren skriver: "Som ingen anden satte han vandene i bevægelse, gjorde politikerne rasende og fik folk op af stolene – enten i irritation eller vrede. Theodor Christensen elskede at provokere og han gik lige til stregen".