Egentlig burde en bog om BZ-bevægelsen være skrevet af en bz'er, der kender miljøet omkring husbesætterne i 1980'erne og 90'erne – én der kender bevægelsens indre dynamikker og politiske visioner.

Den skulle i hvertfald ikke være skrevet af en forfatter som Peter Øvig Knudsen (PØK), der lige nu sælger sin bog "BZ – Du har ikke en chance – Tag den! Et familiedrama’" .

BZ-bevægelsen var en oprørsbevægelse, en fuckfinger til borgerskabet, med stor rummelighed og ubrydeligt kammeratskab. 

I TV2 Lorry den 3. oktober sagde Peter Øvig Knudsen om bevægelsen, han beskriver i den 600-siders bog:

– De kørte af sporet i stedet for at holde fast og søge politisk indflydelse. (...) BZ havde fået større betydning, hvis de havde brugt deres begavelse og enorme arbejdsindsats på at arbejde politisk fremfor at begå kriminalitet.

Citat slut.

En sådan forfatter skal ikke skrive denne bevægelses historie. Punktum. Hans formål var fra start at beskrive en bevægelse, båret af idealisme, men som – ifølge ham – udartede sig til kriminalitet og vold. Han misbruger bevægelsen.

Peter Øvig Knudsen er en borgerlig forfatter, der allerede forlod den revolutionære venstrefløj i 1981 "i skuffelse", og som tager afstand fra mange af sin ungdoms handlinger. Han var medlem af det maoistiske Kommunistisk Arbejderparti.

PØK benytter sig desuden af dramatiske fortællermodeller, der opdeler hans historie i skurke og helte – alt efter hans eget hoved. I stil med bøgerne om Blekingegadebanden forsøger PØK at beskrive idealister, der bliver kriminelle.

Boykotter forfatter

Alligevel har 100 mennesker, der har haft mere eller mindre løs tilknytning til bevægelsen i perioder i 80'erne, sagt ja til at lade sig interviewe i bogen. Stort set alle tager afstand fra "vold", de har været med til at begå. De fleste besidder i dag titler indenfor det etablerede system som mediedirektører, PR-folk og journalister: Lige netop indenfor dét system, de bekæmpede i perioder af deres ungdom.

Hele kernen i BZ-bevægelsen fra 1980'erne har pænt takket nej til at blive skildret af PØK. Derfor vælger PØK at bagtale dem med navns nævnelse.

PØK kunne med held have kasseret halvdelen af bogen med beskrivelser af, hvor svært det var for ham at skrive bogen. Men PØK er – indrømmet – en god fortæller, og kapitlerne om bevægelsens spektakulære undvigemanøvre i en tunnel under Korsgade fra bz-huset Allotria i januar 1983 fra 1000 betjente er fængende og letlæst.

Desuden glider fortællingen med kampen om Ryesgade i september 1986, hvor hundreder unge barrikaderede et helt kvarter på Østerbro i København mod rydning af huset i nummer 58. Dog er historien ikke fortalt af en beboerne i huset.

Også starten af bz-bevægelsen den 15. oktober 1981 ned besættelsen af Rutana-fabrikken i Nannasgade på Nørrebro i København er godt beskrevet. Politiets overlagte angreb med tåregas mod børn og unge i den besatte gummifabrik Schiønning & Arvé kort efter er harmdirrende læsning.

Interessant er bestemt, at PØK har opsøgt en af de uro-betjente, der tæskede de unge i gummifabrikken og forhindrede dem i at søge efter luft ved vinduerne, idet alle rum var fyldt med tåregas.

Ligefrem morsom er beskrivelsen af, hvordan BZ'ere et år efter valgte at æde dét smørrebrød, som sultne byrådspolitikere i København med længsel havde set frem til efter et af deres lange møder i Borgerrepræsentationen.

Afpolitiseret bog

Men PØK's bog gør os ikke meget klogere. Bogen er rodet. Den afpolitiserer bevægelsen. Den beskriver ned til mindste detalje de psykologiske processer mellem BZ'ere, selv om bevægelsen rent faktisk havde – og stadig har – spændende politiske visioner om frihed, demokrati, anti-imperialisme, revolution og så videre.

 Det kunne have været spændende at beskrive, hvorfor bevægelsen vendte sig så skarpt mod imperialisme, fascisme og krig på en så konsekvent måde, at den bløde venstrefløj blev taget på sengen og rystede i bukserne af ren afstandtagen.

 BZ'ernes indsats for at bekæmpe apartheid i Sydafrika kan for eksempel heller ikke undervurderes.

 At enkelte fra miljøet misforstod ideen om at opbygge en bred, slagkraftig bevægelse mod apartheid, der benyttede sig af flere kampformer – både fredelige og dristigere – sletter ikke indtrykket af, at hundreder af unge gjorde sig konkrete erfaringer med international solidaritet. De gjorde sydafrikanske ANC's kampråd, "Amandla Awetu" – kampen fortsætter – velkendt til mange demoer gennem byens gader i 80'erne.

Fuckfinger til de rige

BZ var – og er – en oprørsbevægelse, en fuckfinger til borgerskabet, med stor rummelighed, revolutionær glød, politiske diskussioner og ubrydeligt kammeratskab. Fuld af vild vækst af tanker, ideer og handlinger. For BZ'erne var forudsætningen for væksten, at de tilkæmpede sig frirum fra systemet. De var trætte af, at den gamle venstrefløj "snakkede", uden at gøre noget.

 Den var, som en ex-BZ'er i bogen siger på side 391 "et forfriskende spark i den borgerlige hængedynd".

Efter knippelsuppe i 1981 fandt bevægelsen på den hårde måde frem til, at man skal forsvare sig mod vold. Og de udviklede samtidig kampformer, der direkte kunne udfordre politiet i gadekampe, for eksempel i Ryesgade i 1986.

 Vold eller ingen vold? Ingen gad i hvertfald beskæftige sig med BZ, før de lavede barrikader og tilkaldte unge fra hele byen, iførte sig hjelme og kastede sten. Deres aktion i Ryesgade afslørede strukturerne i hele det kapitalistiske system med polititropper, lyvende medier og lallede venstrefløjsere.

Arbejderne

Nogle i miljøet har selvfølgelig lavet noget værre hø gennem tiden, for eksempel en fuldstændig tåbelig afbrænding af en Shell-tank i Nærum og ildspåsættelsen af en nærpolitistation i København i 1987.

Men hele bevægelsen kan jo ikke tage ansvaret for alle aktioner. Desuden har BZ afgjort ikke fortjent den meget negative omtale i de etablerede medier, der alle som en frygtede den revolutionære bevægelse og beskyttede det kapitalistiske system. Medierne fordrejede BZ's mål og bevægelsen som fik skyld for mere end retfærdigt.

Men for den revolutionære arbejderbevægelse kunne det være spændende at få at vide, hvorfor aktivisterne i BZ-bevægelsen i meget ringe grad støttede aktivt op om faglige kampe, som arbejdere førte i 1980'erne.

En enkelt BZ'er siger godt nok i bogen, at de mødte op, når havneearbejdere og chauffører bad dem komme til blokader. Men tilfældene var få. Har den manglende konkrete solidaritet med arbejdere i kamp noget at gøre med ideologien anarkismen, der ikke mener at arbejderklassen er særlig revolutionær?

For det er en kendsgerning, at netop anarkismen fulgte med bevægelsen og hæmmede forståelsen af de ellers fantastiske og energiske aktioner, der blev gennemført. Den forhindrede, at BZ blev en ægte folkebevægelse, der rakte ud efter solidaritet og byggede alliancer. Solidaritet opnås ikke kun ved at tale med beboere nær besatte huse og hjælpe dem med at handle ind, hvis der er barrikader omkring deres lejligheder.

Støvet venstrefløj

Men anarkisme eller ej. BZ-bevægelsen formåede ganske fornemt at ryste støvet af venstrefløjens fløjlsjakker, konfrontere reformismen og rejse debatter om, hvilke kampformer, vi kan anvende mod kapitalismen og imperialismen. Den ros skal BZ-bevægelsen sgu have. 

Men det får vi ikke noget at vide om i PØK's mursten af en bog.

Læs den kun for de gode passager om konkrete aktioner.