Thomas Vinterbergs nye film "Druk" starter med en udmærket opskrift på en komedie: fire midaldrende gymnasielærere beslutter at peppe deres lidt for afdankede og rutineprægede tilværelse op med en halv, senere en hel, promille af konstant alkohol i blodet. Bare som et uskyldigt eksperiment, naturligvis.

Filmen er en statistisk og lidt for rosenrød beskrivelse af, hvad der sker i vores over-alkoholiserede samfund.

Det har til at begynde med en ret positiv virkning, men som man nok kan forudse, hvirvler det ud af kontrol, og tre af de fire mænd ender med at blive ædru igen på bekostning af den fjerde.

Spørgsmålet er så om filmen egentlig synes, at den fjerdes skæbne er et væsentligt problem, eller bare prisen samfundet må betale for festlig druk?

Drikfældighed som årsag til succes

Komedien i filmen er pletvist velfungerende; sjovest er nok den indsatte sekvens midt i filmen med fjernsynsklip af fulde politikere, her i blandt Bresjnev og Jeltsin.

Et andet spændende element er referencerne til diverse store forfattere, musikere og statsmænd som alle sammen var særdeles drikfældige. Men de skildres generelt som om, at deres drikfældighed var en af årsagerne til deres succes, og her indfinder filmens største falsum sig: antagelsen af at alkohol påvirker alle på samme måde – lad os alle gøre lige som de store forfattere/musikere/statsmænd – og at denne påvirkning i det store hele leder til succes.

Det er muligt, at denne præmis bare skal forestille at være en del af filmens lidt uklare komik, men tager man det for pålydende, er det også både faktuelt forkert og moralsk misvisende.

Dårlig sprogkunst

Der er desuden noget problematisk ved sproget. Næsten hver gang jeg ser en dansk film, tænker jeg over, hvor akavet og urealistisk dialogen ofte lyder.

Denne film er domineret af en drengerøvsdialog, hvor det evindelige, dumsmarte svar på et udsagn er "Okay…!", som med varierende grader af ironi kan betyde alt fra "Ja, det er da også rigtigt" og "Nå nå, synes du virkelig?" til "Jeez, du er godt nok langt ude lige nu!", men aldrig bliver til en reel konversation.

Det er åbenbart sådan, at de snakker inde på Zentropa, men det lyder ikke overbevisende ude i den virkelige verden, og det er bestemt ikke god sprogkunst.

Alvoren følges ikke til dørs

Fornemmelsen, man sidder tilbage med efter at have set filmen, er lidt, at den er en statistisk og lidt for rosenrød beskrivelse af, hvad der sker i vores over-alkoholiserede samfund: tre ud af fire får nøjagtig den dejlige glædesrus ud af det, som de søger, mens én ud af fire uheldigvis har anlæg for alkoholisme og ikke stopper sit druk før tragedien indtræffer.

Sjovest er nok den indsatte sekvens midt i filmen med fjernsynsklip af fulde politikere.

Men filmen lader ikke til at tage kritisk stilling til situationen. Alvoren i komedien følges ikke til dørs. Godt nok bliver de midaldrende mænds parforhold og familieliv også forstyrret – i værste fald ødelagt – af deres drukture, men generelt skildres drikkeriet i et ganske positivt lys, også i forhold til gymnasieeleverne.

Filmen gør sig både lystig og traurig – mest lystig – over virkningerne af overdrevet og upassende druk, men det er åbenbart ikke dens ærinde at problematisere alkohol i sig selv eller dens plads i samfundet, som jeg ellers havde håbet. Det havde været en hel del mere interessant.

Mangler nuanceret holdning

Det leder til en følelse af, at filmen mest af alt bare er en hyldest til druk og til den morskab, som nogle får ud af det. Den anerkender selvfølgelig, at der er en bagside af medaljen, og at der er en grænse for, hvor fordrukken man bør være, men derudover er der ikke nogen nuanceret holdning at spore.

Eksperimentet er måske slut, men det almindelige, dekadente dagligdagsdrikkeri og den medfølgende intellektuelle sløvhed fortsætter som vanligt. Har Vinterberg virkelig ikke andet og mere at sige?