De kan noget med musicals i Fredericia, hvis musicalakademi hvert år leverer nye stjernefrø til genren. Og den gamle fristads Fredericias Teater har direkte dedikeret sit repertoire til den nye, frække og sprælske musical. Blandt dem er den amerikanske dukkemusical "Avenue Q", der indtager Hovedstaden med sin sprudlende og vanvittig morsomme opsætning på Nørrebro Teater.
"Avenue Q" har lånt sit univers fra kønsløse tuttenuttede tv-serier som "Sesame Street" og "Muppet Show", men her hører al lighed også op. Den unge flok slumbeboere, der består af både levende mennesker og lodne dukkemonstre, bor hos den fallerede popstjerne Gary Coleman i den del af New York, der modsvarer Klondike-kvartererne i Københavns Sydhavn.
"Avenue Q" er på godt og ondt meget amerikansk. "Grib din pik og dobbeltklik" synger det liderlige, lodne monster Trekkie i "Dit internet er til Sex", den japanske husmor vedgår gerne at "Lidt racistisk er man vel altid" og et forrygende dukkeknald kalder smilet frem. Balndt New Yorks homosexuelle har stykket kultstatus på grund af sangen "Hvis du var svans".
"Avenue Q" tager uden at rødme nogle af de problemer og temaer under behandling, som en opvoksende ungdom skal tage stilling til på vej ind i et modent og ansvarligt voksenliv. Det er selvfølgelig vildt frisindet i kultur, der stadig biiper "f..." og "d...". I frisindets Danmark er det vildt morsomt, stærkt rørende og hamrende musikalsk.
Robert Lopez og Jeff Marx' musik rummer måske ikke de store hits, men Jeff Whittys tekster, glimrende oversat af Helle Hansen, er lyriske, frække og frigørende på de rigtige tidspunkter. "Avenue Q" vover monster-pelsen ved at spille musikken live på scenen i denne sprudlende, hjertevarme og seværdige forestilling, hvor de medvirkende hele tiden har styr på den hæsblæsende forestilling i Victoria Bussert og JR Brunos stramme iscenesættelse.
Det er en velsunget og dejlig musical, der fortjener et stort københavnsk publikum.