Da den næsten 80-årige italienske komponist Guiseppe Verdi (1813-1901) skulle vælge tema til det, der blev hans sidste storværk, blev det historien om den fallerede, joviale og vellystige skurk Sir John Falstaff.

Ved sin side havde Verdi operahistoriens bedste libretto-skriver, den italienske komponist og forfatter Arrigo Boito (1842-1918). Boito kunne sin Shakespeare, som brugte Falstaff-figuren i live i sine to skuespil om Henrik den Fjerde og De Lystige Koner fra Windsor, og som afdød i Henrik den Femte.

Arrigo Boitos genistreg var at samle alle de mest slyngelage karaktertræk og alle de mest sympatiske sider af denne livsglade adelige taber i én og samme figur og fordele løjerne over tre akter. Vupti var en af operahistoriens mest populære skurke bragt til live.

Guiseppe Verdis musik til historien om den latterlige, selvglade og livsgrådige adelsmand Falstaff er guddommelig. Det er som om den gamle komponist har samlet og kondenseret alle sine bedste egenskaber for at overøse sit taknemmelige publikum. Verdis gennembrud kom en manneskealder tidligere i 1842 med Nabucco, der kom på et tidspunkt, hvor Italien kæmpede for sin nationale selvstændighed og identitet.

Den Kongelige Opera har fået den amerikanske baryton Ronnie Ray Albert til at legemligegøre det altid glubske kødbjerg Falstaff, og det er i sig selv et scoop. Latteren runger i den smukke operasal omkring ham og sopranerne Gisela Stille og Tuwa Semmingsen som de to lystige hustruer fra Windsor, der rotter sig sammen for at få latterliggjort den altid pengeknappe og kvindeglade charmør. Det vrimler med morsomme, farverige og fint tegnede figurer i Peter Langdals vittige instruktion og Ashley Martin-Davis' enkle scenografi.

DE to kvinder får deres hævn, men det bliver dog den ydmygede adelsmand, der får det sidste ord, efter at hans to tjenere har snørret stykkets stivnakkede husfader til at lade datteren ægte den mand, hun elsker. "Hvem er nu til nar", spørger Falstaff ham med et grin - og svarer selv: "Det er vi alle. Den ler bedst, der ler til sidst". For hvad skulle vi grine af, hvis ingen var grinagtige.