”Det værste der kan ske for en mor er, at skulle begrave sit eget barn”. Det måtte Annie Mai Nielsen, forfatter til bogen ”Det fjerde skud”, opleve. Hendes søn Michael "Mio” Nielsen blev i 2009 skudt af en betjent i Kalundborg.

”Det værste der kan ske for en mor er, at skulle begrave sit eget barn”

Annie Mai Nielsen, "Det fjerde skud".

Politiet var blevet kaldt til en parkerings-plads, efter et vidne havde oplevet en mands mistænklige adfærd. Da politiet kom til for at standse personen, der nu havde taget plads i en bil, endte episoden med, at en i bogen navngiven betjent affyrede fire skud mod føreren af bilen. 

Føreren af bilen tog flugten og endte sin køretur i Møllestræde, hvor han kørte ind i et nedløbsrør på vej til sin bolig. Michael ”Mio” Nielsen døde som følge af skuddene.

Bogens omdrejningspunkt er forfatterens udredning af selve ulykken. Hun er lodret uenig i betjentens påstand om, at han handlede i nødværge, da han brugte sin tjenestepistol. Gennem bogen driver forfatteren research på gerningsstedet for at bevise, at der ikke var tale om nødværge, men om en velovervejet handling fra betjentens side. Forfatterens påstand er altså et partsindlæg i en sag, som ender med, at betjenten bliver frikendt, fordi han skulle have handlet i nødværge.

Kendt af politiet

Bogen fortæller om Michael som et kærligt og vellidt menneske, der gennem småkriminalitet og misbrugsproblemer gentagne gange kom i konfrontation med ordensmagten. Betjenten, der skød Michael, kendte ham godt fra tidligere sager. Michael havde flere gange udtalt, at han var bange for denne betjent, og at han var overbevist om, at betjenten var ude efter hans liv.

Umiddelbart giver bogens baggrund anledning til skepsis. Den rejser desuden nogle spørgsmål: Er moren til bogen om sønnen ikke for emotionelt involveret i sagen, til personligt at skrive bogen? Er der tale om kulørt og sensationelt ugebladslitteratur?

Under læsning af bogen bliver denne skepsis fejet til side. Der er tale om en medrivende bog, skrevet af en meget begavet og langt hen ad vejen nøgtern forfatter. Naturligvis får følelserne indimellem frit løb, og der bliver grædt meget bogen igennem. Men det bliver ikke på noget tidspunkt til følelsesporno eller sentimentalitet.

Forfatteren formår at holde en fin balance mellem sine egne traumer og personlige involvering i sagen på den ene side, og på den anden side at drive en grundig research af en sag, som efter hendes mening ikke er gået rigtigt for sig.

Traume over Kalundborg

Man skal hele tiden holde sig for øje, at bogen er et partsindlæg. Samtidig er der mange andre aspekter i bogen, der ikke nødvendigvis handler om skyld eller uskyld.

Bogen rammer nogle problemstillinger af almen interesse, der kan gøre læserne meget klogere på de sociale såvel som eksistentielle vilkår, vi som borgere i et samfund og som mennesker i en familie kan komme ud for.

Det gælder en mors engagerede måde at bearbejde sin sorg på. De efterladtes praktiske problemer, når man mister en af sine kære. En kamp mod samfundssystemets træghed. En historie om hvordan indbyrdes solidaritet blandt mennesker kan hjælpe en mor gennem en periode, hvor hun desuden går til behandling mod kræft.

På intet tidspunkt udtaler forfatteren sig generelt negativt mod politiet. Tværtimod omtaler hun flere politifolk som venlige og sympatiske mennesker. Desuden fortæller hun, at hendes søn faktisk var vellidt blandt mange betjente.

Hele sagen hviler som et tungt traume over Kalundborg. Man kan stadig se Michaels kælenavn MIO skrevet på en væg i byen.

Forfatteren er et meget socialt engageret menneske. Hun er født 1948, er dagplejer gennem 38 år, har siddet i hovedbestyrelsen for Landsforeningen for socialpædagoger, og har været domsmand siden 1992.