Den danske forfatter Pia Sigmunds "En engel på hver skulder" er guf for øre, øjne og fantasi. Bogen indeholder historier, sagn og myter fra vores fem største arabiske indvandrerlande - Irak, Jordan, Libanon, Palæstina og Syrien - fra de ældste tider op til vore dage. Hver historie følges op af afsnit med fakta om, hvorfor disse historier er opstået på netop det sted og det tidspunkt.
Titlen er inspireret af muslimernes tro på, at "vi har en usynlig engel siddende på hver skulder: Englen på højre skulder notere alle vore gode gerninger, englen på venstre alle de dårlige". Forfatteren pointerer, at "de fem lande er alle nye konstruktioner. i virkeligheden kan man se de fem lande som et stort kulturområde med mange fælles træk og fælles historier – for historier kender ingen grænser".
Historierne i bogen er både for børn og voksne og velegnede til oplæsning. Kendetegnende ved historierne er de alle er både underholdende og tankevækkende, nærmest som "Æsops fable". De viser os den rige kulturskat, indvandrerne og flygtningene har bragt med sig - deres måde at leve og tænke på, deres geografiske og politiske baggrund. De fortæller, i mytens form, om menneskenes gode og dårlige sider og er samlet fra mundtlige og skriftlige kilder gennem mange år.
Bogen er ikke en historie om islam, men "om de aftryk som tro og forestillinger har sat på menneskenes tankegang og levevilkår gennem tiderne". Denne vidunderlige bog er tredje bog i serien "Historiebazaren". De to første var fra Tyrkiet samt Bosnien og Hercegovina.
Den er udstyret med en oversigt over arabiske ord, der er gået ind i de europæiske sprog, en ordbog og en fin litteraturliste. Pia Sigmund (1940) er - udover at være medlem af Odense Fortællekreds - studerende på Mellemøststudier på Syddansk Universitet, cand. phil. i historie og formidling og har rejst flere gange i Mellemøsten.