Der har været store forventninger til den nye dokumentarfilm om USA's tidligere forsvarsminister, Donald Rumsfeld. Det var ham, der var sikker på, at Saddam Hussein havde masseødelæggelsesvåben. Det var ham, der beordrede tortur på fanger på Guantanamo. Det var ham, der var George Bush' venstre hånd, når landet gik i krig i Irak og Afghanistan.

Ikke mange filmdokumentarister tør lægge sig ud med kontroversielle spørgsmål.

Dokumentarfilmsinstruktøren Errol Morris' nye film "The Unknown Known" er dog ikke helt vellykket. Han har ellers chancen for at gå i kødet på en af den nyere histories største krigsforbrydere.

Problemet er, at Errol Morris kun når at kradse lidt i Rumsfelds tykke lak. Rumsfeld er ellers i den varme stol, og Errol Morris har utallige gange chancen for at spørge ham, "hvem tjente invasionen af Irak?", "hvem har du tjent?" og "hvad formål havde krigen i Vietnam?" Hvem gavnede den?

Errol Morris er sikkert velmenende nok – han er humanist og demokrat – men han spørger ikke ind til, hvem Rumsfeld var repræsentant for og blodig lakaj for. Han spørger ikke, hvem der giver de virkelige ordrer i USA til at gå i krig? Hvem skummer fløden på invasionerne? Hvad hedder profitmagerne? Hvorfor skal USA's pengestærke elite dominere verden? Ordet imperialisme dukker aldrig op.

Da Rumsfeld bliver spurgt, hvad man kan lære af Vietnam?, svarer han blot: "Noget virker. Og noget virker ikke". Da han bliver spurgt, om hvorfor USA invaderede Irak, svarer han alene, at "Saddam var en "tyran".

Damn, hvorfor ikke følge op på disse påstande?

Når malurten så er skummet af bægeret, må man give Errol Morris, at han alligevel udfylder et tomrum i filmlandskabet. Ikke mange filmdokumentarister tør lægge sig ud med kontroversielle spørgsmål. Tak for det.

Alligevel bliver "The Unknown Known" lidt en "langtrækker", der ikke hiver nogensomhelst demokratiske mælketænder ud.

Til sidst tvang jeg mig selv til at se imaginære billeder på biograflærredet af Rumsfeld med en løkke om halsen, dømt for mord og tortur mod tusinder.

Ønsketænkning? Ja, muligvis, men ikke mindre absurd, end da Rumsfeld et sted i filmen griner og klukker tilfreds over Saddam Husseins voldsomme død.