Dokumentarfilmen "Janis – Little Girl Blue" om sangerinden Janis Joblin, er stykket sammen af filmklip og billeder fra otte årtier. Janis Joplin, amerikansk sangerinde, blev kun 27 år og døde i 1970. 

Man føler, at man kommer ind under huden på mennesket Janis Joplin, og det der drev hende.

Man er helt opslugt af det univers, der skabes, og når filmen slutter efter næsten to timer, har man følelsen af at have set en film, som kunne have været optaget i dag. Det er formidabelt godt lavet af instruktøren Amy Berg.

Fortællingen er om den lille pige, der gennem hele sin opvækst føler sig anderledes og bliver mobbet. Den tager os med gennem hendes teenage-år i 60'ernes USA, hvor hun kæmper for at løsrive sig fra normerne og få lov til, at lave det hun brænder for, nemlig sang og musik. I 1965 lykkes det hende endelig at komme til San Francisco.

Der finder hun en ny frihed og kæmper for at få lov at synge og optræde. Vi oplever berømmelsen, der lige så stille kommer. Vi ender med at følge hende i kampen for at slippe ud af et stofmisbrug, der ødelægger både hende og den musik, hun elsker.

Da hun endelig finder kærligheden og kommer fri af stofferne, er det måske bare lige et øjeblik for sent. Livet endte for hende med det lille sidste fix.

For på trods af at Janis Joplin fik alt det, hun havde kæmpet så hårdt for, var det ikke nok. Som hun siger i filmen: ”Når I andre går hjem til jeres familier, så går jeg alene hjem”. Det var måske dét, der endte med at slå hende ihjel. Ingen af os kan klare ensomheden. En sørgelig historie men ingen tåreperser. Man får et klart indtryk af, at hun ønskede at leve. Døden var bare et uheld.

Filmen viser en rig mængde interviews, optagelser fra øvelokaler og livekoncerter. Det fungerer, fordi den holdes sammen af nutidige klip med venner, familie og gamle kærester, der fortæller. Man føler, at man kommer ind under huden på mennesket Janis Joplin, og det der drev hende. Hun kunne noget helt særligt på en scene og ikke mindst noget helt særligt med sin stemme.