21 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

En intellektuel på krigsstien

Anmeldelse

En intellektuel på krigsstien

Carsten Jensen skal roses for med sin murstensroman at gøre krigen i Afghanistan til mere end tal, at gennemhulle skønmaleriet og bidrage til at nuancere det samlede billede af krigen. Kan varmt anbefales som årets bogjulegave.

FOTO: Gyldendal
1 af 1

Ikke mange intellektuelle i Danmark blander sig i politik, og endnu færre taler imod statens krigsdeltagelse. En undtagelse er forfatteren og debattøren Carsten Jensen, hvis seneste bog "Den første sten", der ud over at følge en række danske soldater i Camp Price i Afghanistan, erklærer krigen for tabt. Tabt uden de ansvarlige tør indrømme det og derved bane vejen for et opgør med en fejlslagen krigsdeltagelse.

Rart at læse en intellektuel der tør og veloplagt formår at fortælle læserne, hvad krig er og gør ved mennesker.

Titlen, Den første sten, refererer til Jesus' opfordring om at lade den, der er ren, kaste den første sten.

Efter måneders træning sendes en deling danske soldater til den hvidglødende Helmand sol i Afghanistans ørken for at lede efter en fjende, der oftest er usynlig.

Soldaternes motiver for deltagelsen er mangfoldige og ofte af tvivlsom og egoistisk karakter. Spænding, eventyr, selvrealisering og så videre.

Soldatens moral

Bogen har ikke nogen decideret hovedperson, selv om den rolige og maskuline delingsfører Schrøder har potentiale til det. Han har delingens tillid, indtil han fører dem i et baghold, hvor flere mister livet. Atter fratages folk en illusion.

Vi møder oberst Steffensen, der har en grundfæstet tro på demokratiet, kan indgå alliancer med de lokale krigsherrer, kender spillet, men fejler og bliver desillusioneret. Feltpræsten Lukas Møller, der forråder den gud, han har viet sit liv til, mens den stærke kvinde Hannah hjemsøges af fatal kærlighed. Efterretningsagenten, dansk-afghaneren Khaiber, der kommer de nødstedte soldater til undsætning, men fanges i sine egne dødbringende dilemmaer. Og ikke mindst møder vi en farlig modstander, der gemmer sig bag skiftende masker, mens han trækker i alle tråde.

Flertallet af de danske soldatere frygter mest af alt at dø af kedsomhed på diverse vagter og patruljer, men vågner brat op da det er for sent!

Bogen har mange spændende action-scener, og man kan i glimt mindes Coppolas vietnamdrama ’Dommedag nu’ fra 1979.

Bogen stiller spørgsmålstegn ved den danske soldats moral. Tør han sige fra og handle korrekt når han presses, og det handler om liv og død?

Hvad krig gør ved mennesker

Carsten Jensen skal roses for med sin murstensroman at gøre krigen i Afghanistan til mere end tal, at gennemhulle skønmaleriet og bidrage til at nuancere det samlede billede af krigen – ja moderne højteknologiske krige, der har en tendens til at udviske forskellen på tidsfordriv foran en skærm og kampe på liv og død. Krigen er ikke bare et opgør, men tvinger den enkelte til et selvopgør.

"Den første sten", der tydeligt er inspireret af både Tolstojs "Krig og fred" og Biblen, er en spændende og gennemresearchet roman om mennesker, der lever tæt sammen i konstant livsfare, om venskaber, forræderi og katastrofer.

Det lykkedes desuden Jensen at tegne en række fascinerende portrætter af de afghanske kvinder og børn. Rart at læse en intellektuel der tør og veloplagt formår at fortælle læserne, hvad krig er og gør ved mennesker.

Kan varmt anbefales som årets bogjulegave.

Læs også I litteraturen stiller man spørgsmål til læseren:

16. dec. 2015 - 12:15   18. feb. 2016 - 12:49

Bøger

Bjarne Nielsen
Anmelder
6

Carsten Jensen: Den første sten. 614 sider. 300 kroner uind. 350 kroner indbd. Gyldendal