Ved en tilfældighed (?) rammer en kugle Bente Hansen og Benny Holst lejlighed i 1972. Politiet kommer, og så sker der ikke mere. Måske fordi hun var kendt som statens fjende nummer et og spionsigtet. Det sætter tanker i gang og bliver en slags rød tråd i Bente Hansen erindringer "Historien findes", som udkom, sidste år.

Biografien slutter med, at hun velovervejet reflekterer over forholdet at være troende og socialist. 

Bente Hansen er en af venstrefløjens veteraner som anti-imperialist, socialist, feminist, journalist, redaktør og forfatter. Hun er født i 1940 i en dyrlægefamilie omkring Kolding, men opvokset i Videbæk i Vestjylland som en af otte søstre, hos en far der var glad for "fester, kvinder og flasker" og en mor, der både var religiøs og rummelig. Opvæksten i det børnevenlige hjem, familiens baggrund og tiden beskrives kærligt og smukt.

Efter studentereksamen rejste Bente Hansen til hovedstaden, hvor hun begyndte at studere litteraturvidenskab på universitetet og tjente til føden som model på kunstakademiet og som svømmelærer.

På en studenterkonference i Jugoslavien i 1960 hørte hun om befrielseskampen i Algeriet og begrebet Den Tredje Verden. Da hun kom hjem, meldte hun sig ind de det relativt nye SF og foreningen Algeriets Frihedskamp. Redaktionen bestod, foruden hende, af den gamle spaniensfrivillige Leo Kari og hans familie. Senere kom journalisten fra Land og Folk, Jan Stage, til. 

Studerende aktivist

Bente Hansen befandt sig på venstrefløjen og tresseroprøret var i sin vorden. Det var et oprør som handlede om "atomoprustning, seksualmoral, gamle autoriteter, den 3. verden, forbrugerisme og den sorte skole".

Hun mødte gamle modstandsfolk, som de legendariske Kate Fleron, Børge Houmann og Tage Voss, og kom med i det tidligere modstandsblad Frit Danmark.

Hun skrev desuden for SF-bladet, der havde Gert Petersen som redaktør, og Aktuelt. SF’s senere formand satte hende på sporet af den ungarske filosof, marxist og litterat Georg Lukás.

På et studieophold på Sorbonne i Paris 1965-66 kunne hun dyrke Lukás og læse kultursociologi. Vel hjemme igen kom hun i redaktionen på Politisk Revy sammen med folk som Ebbe Kløvedal Reich og Preben Wilhjelm.

I 1967 tog Bente Hansen sammen med blandt andet Asger Jorn og digteren Ivan Malinovski til kulturkongres i Cuba. En kongres uden deltagelse fra Østeuropa. Hun mødte Fidel Castro til et par receptioner, og hørte ham "tordne mod de dogmatiske kommunister i Sovjet, mens han fremhævede de frygtløse præster i Latinamerika". De såkaldte ’befrielsesteologer’ som "for mig blev en af grundede til, jeg i de år aldrig helt smed kristendommen på porten", skriver hun.

Ved sprængningen af SF samme år gik hun med over i VS. Og begyndte at danne par med sangeren Benny Holst. Livet med Benny og hans to børn "betød, at helt nye ting blev vigtige for mig".

I 1969 afslørede Politisk Revy og Vietnam-Solidaritet, at FE/PET havde en lytte central i universitetets kælder. Begge blade blev beslaglagt og Hansen sigtet for spionage! Hele sagen er beskrevet i bogen "Anslag mod Statens sikkerhed".

70’erne

Hun forlod Politisk Revy som redaktør og kort efter VS. Centrum i livet var nu huset i Kartoffelrækkerne med Benny, børn og søsteren Litten, som senere kom i folketinget for VS. Hun arbejdede desuden på bogen "Forfattere i/mod kapitalismen omkring Erik Knudsen og Ivan Malinovski", udgav bogen "Kunst og kapitalisme" om Lukás og skrev teaterstykket "Kvinderne i Herning" om kvinders akkordarbejde.

Hun kom også med i en af rødstrømpebevægelsens grupper, deltog i de første Femø-lejre, og var en af hovedtalerne, sammen med kommunisten og Black Panther aktivisten Angela Davis, da den første kvindefestival løb af stablen i fælledparken i 1975. Bogen har i det hele taget meget fint stof om kvindebevægelsens fremkomst. 

Sammen med forfatteren Jesper Jensen skrev Bente Hansen "Et lille Rødt leksikon" (1974) og modtog samme år PH prisen og fik i 1975 datteren Johanne.

Hun blev redaktør på Gyldendals litteraturmagasin "Fælleden", sammen med Ebbe Kløvedal Reich og forfatteren Peter Poulsen.

Efter to årgange blev hun landets første kvindelige dagbladsredaktør på Information. Redaktionen bestod af 33 mandlige og tre kvindelige journalister/redaktører og efter både selvmord og slagsmål på redaktionen måtte hun efter to år fortrække. I perioden havde hun født sønnen Hasse.

Hun og Benny gik fra hinanden, men dannede et fortsat bofællesskab, hvor også søsteren Litten deltog.

Årtiet sluttede med, at hun medvirkede til den dejlige bog "Dengang i tresserne" (1978), som hurtigt blev fulgt op af digtsamlingen "I virkeligheden" (1980), som var en blanding af "kampskrift for kvindebevidstheden og en lyrisk sang for den omvæltende oplevelse, som det var at få børn".

Hun blev i 1982 ansat i DR’s Kulturafdeling, men var i årtiet præget af sygdom. Hun blev pensioneret, da hun blev 50 år, og blev "klar over, at jeg skulle lægge mit liv radikalt om".

Bofællesskabet var opløst, og hun begyndte at dyrke religionen, især Frans af Assisi, og blev medlem af menighedsrådet i Vor Frue Kirke. En udvikling hendes mangeårige ven og medredaktør Kløvedal Reich også foretog.

Med sønnen flyttede hun til Indre By og skrev her digtsamlingen "Kommer til live" (1993). En smuk bog om denne periode.

Biografien slutter med, at hun velovervejet reflekterer over forholdet at være troende og socialist. Hun "stemmer stadigt langt til venstre" og mener ikke, "at tro og politik skal blandes mere sammen end højest nødvendigt".

Bogen giver fine glimt af et dybt engageret menneske, både privat og politisk og den tid hun både var et produkt af og bidrog til at omforme.