Rygtet om, at dansk lyrik skulle være afgået ved døden, er stærkt overdrevent. Af en eller anden grund bliver også danskerne ved med at sætte ord på deres oplevelser, måske for at rense deres frygtsomme sjæle for alskens synd, skyld og skam, måske for at føle glæden ved at dele ord, der glæder dem selv.

Sådan en poesibog er "Arabesque" af debutanten Nathalie Pade og udgivet gennem det lille københavnske Ordlyd Forlag. Det er en lille intens sag – 33 små digte "med nattens mørke som gennemgående tema, med byen og dens stemningsmættede portrætter som omdrejningspunkt. Vi er i et intimt rum, og musikken kunne være 20'ernes cabaretsange", som det hedder i foromtalen.

En af kunstens diskussioner er, om kunst er terapi og om terapi er kunst. Der ligger i al kreativ virke et element af flugt fra den nedslidende hverdag. Tilsvarende er ethvert kunstværk en stræben efter evigheden – at skabe noget, der varer ud over kunstnerens eget ego, et bidrag til Livets Store Bog.

Således også hos Nathalie Pade, hvis digte spænder vidt – fra oplevelsen af uendeligheden til en pjanket tumlen i fantasiens verden med sønnen Alexander. Her blander glimt fra byens barske natur sig med havnens afsked med søens folk og intense øjeblikke dybt inde i musikkens verden.

Det hele er set fra en kvindes, en moders perspektiv. Der er øjeblikke af verdensangst og paranoia, glimt af en søgende sjæl på rejse ind i håb og tvivl – digte der fremstår i rummet mellem kreativ skaben og skriven sig fri af verden som en slags dunfyldt melankoli, lidt kæk hardcore filosofi, små strejf af universets i al dets vælde:

"Ordet var hos Gud
til det blev kød
Lyset skinner i mørket
og mørket greb det ikke."

Således bliver "Arabesque" både et blik ud af og ind i en følsom kvindes univers. Det er det stof, som kunst er skabt af.