For omkring 40 år siden døde Mao Zedong, lederen af det kinesiske kommunistparti. Siden er der udkommet en række bøger, seriøse og platte i en pærevælling, om alle de ondskabsfuldheder og grusomheder, han nærmest ene mand stod for.

Den norske forfatter Torbjørn Færøviks mammutbog "Maos Rige – en lidelseshistorie" er seneste skud på stammen og placerer sig midt imellem.

Var Mao Zedong en katastrofe eller en konsekvens?

Bogens berettigelse i strømmen af Mao-litteratur er de mange skildringer af menige kineseres oplevelser under det katastrofale reformprogram, "Det Store Spring Fremad", fra 1958 til 1961, der kostede millioner af kinesere livet på grund af den efterfølgende hungersnød. Ligeledes oplevelser fra den barske og sekteriske kulturrevolution der varede fra 1966 til omkring 1976, da firebanden med Maos enke Jiang Qing blev arresteret. Politisk og menneskeligt ti dyre år.

Færøvik har desuden inddraget den seneste forskning baseret på åbningen af de kinesiske arkiver. Bogens hovedvægt er lagt på lidelsesaspektet, hvilket skævvrider den. Den er i sagens natur barsk læsning, men bringer som nævnt adskilligt nyt. For denne anmelder var der meget nyt fra KKP’s indre liv og om Maos efterfølger Hua og firebandens roller i magten om at være formandens efterfølger.

Forfatteren skriver, at bogen er beregnet for et "bredere publikum". Derfor har forfatteren "med vilje undladt at gå for dybt ind i temaer, som det ellers kunne have været fristende at udforske".

Det er synd, for hvis han havde fortalt de mange lidelseshistorier, samtidig med han havde beskrevet baggrunden for de fatale beslutninger, der førte til katastroferne, og samtidig berettet om succeser som afskaffelse af slaveri, analfabetisme, kvindeundertrykkelse, tvangsægteskaber, og at kinesernes levealder i den perioden, bogen omhandler, er øget fra cirka fyrre år til over tres, så havde man som læser bedre forståelse for, hvad der reelt foregik, og hvorfor Zedong og KKP fortsat nyder anseelse i store dele af befolkningen.

Man sidder også tilbage med spørgsmålet, hvordan kunne det gå så galt, inden partiet greb ind. Var det partiets historie og opbygning, der bidrog, som det antydes i den hollandske historiker Dikötters bog ’Hungersnød’?

Eller var det kopieringen af Sovjets planer trods andre betingelser? Det burde undersøges i stedet for at blive ved med "lidelsesaspektet" for at tækkes et "bredere publikum". Var Zedong en katastrofe eller en konsekvens?

Bogen, der ikke er en biografi over Mao Zedong, er velskrevet og nemt læst, har et fint billedmateriale, en imponerende litteraturliste og et fantastisk noteapparat samt brugbart navneregister. Trods de mange anker bør den læses.