Hellere sent end aldrig, siger man, og det gælder også denne omtale af en bog, der tilfældigt kom mig i hænde for nylig. Det drejer sig om Akiba Perlmutters erindringer fra 1907 til 1945, som efter hans død i 1981 blev udgivet af hans søn i 2013.

En podekvist er boges titel, og en sådan var Akiba, en gren der blev anbragt på et fremmed træ og voksede videre dér uden at have samme rod. Hans forældre var polske jøder, der på flugt fra fattigdom og pogromer havnede i Danmark i begyndelsen af 1900-tallet. Da han var et par år gammel, døde hans mor, og faderen forsvandt kort efter.

"En podekvist" er boges titel, og en sådan var Akiba, en gren der blev anbragt på et fremmed træ og voksede videre dér uden at have samme rod.

På det tidspunkt var det jødiske samfund i København en lille stat i staten med eget fattigvæsen styret af Mosaisk Trossamfund. Herfra sørgede man indtil voksenalderen for Akiba, der blev anbragt i pleje forskellige steder, nogle bedre end andre, men som altid følte sig som en fremmed fugl i reden.

Skildringen af barndomsårene giver et levende billede af livet blandt de fattige jøder i det indre København, hvor regler og ritualer blev overholdt med de små midler, man havde til rådighed, og for Akibas vedkommende med hjælp fra fattigvæsenet og velgørende rige jøder.

For eksempel fik han til sin Bar Mitzwa, en slags konfirmation, af en velhavende mand doneret en skræddersyet habit. Skolegangen på den mosaiske drengeskole var med op- og nedture, men klassisk musik fik han et nært og kært forhold til, da han en tid boede hos en familie, der fik fribilletter til mange koncerter.

Medlem af DKP

Da han kom i lære som gravør, lærte han at tegne, og hans værge sørgede for, at han fik ekstra tyskundervisning, hvad der gav ham et indgående kendskab til klassisk tysk litteratur. Han bevægede sig således ind i en lidt intellektuel udvikling uden ej heller at føle sig hørende til der.

Der kom piger ind i billedet, og dem havde han et godt øje til. Han fik forskellige jobs, var ind imellem arbejdsløs og undertiden endog hjemløs, men han var ikke bleg for at kaste sig ud i, hvad der bød sig. Meget morsomt skildrer han sin karriere som ungtjener på passagerskibe.

På Kommune Hospitalet blev han en tid tillidsmand for portørerne, der dengang var undergivet tyendeloven, og hermed begyndte hans faglige og politiske udvikling. Han blev medlem af Danmarks Kommunistiske Parti, DKP, og avancerede til at blive ansat i partiet med titel af forretningsfører i København. Arbejdet bestod hovedsageligt i at sælge kontingentmærker og arrangere større fester med kunstnerisk underholdning.

Måtte aflevere partibog

Dette ansættelsesforhold fik en brat afslutning i 1938 i forbindelse med Frederikshavnersagen, hvor to nybyggede spanske trawlere blev sænket for ikke at falde i Francos hænder.

Den aktion var partiet ikke begejstret for, og selv om Akiba ikke havde været direkte involveret i den, måtte han aflevere sin partibog. Han havde nemlig huset nogle af Richard Jensens folk, og dertil kom, at han i forbindelse med skolingsvirksomhed var fremkommet med en kritik af Sovjetunionen, der på højere sted gav anledning til mistanke om trotskistiske tendenser. Dette førte til, at han, da han under krigen blev anbragt i Horserød, blev modtaget med kulde af de andre indsatte, men det ændrede sig efter nogen tid.

Det, der er så positivt ved bogen, er, at forfatteren ikke er bitter, men fortæller med humor, selvironi og beskedenhed. Bortset fra om aftenen den 4. maj 1945, paradoksalt nok, hvor alle fester, mens han bryder sammen. Endnu en gang er han ikke med i fællesskabet.

Han blev ikke medlem af DKP igen, for når man er blevet smidt ud, kommer man vel ikke tilbage uden at være blevet bedt, og det skete ikke, men det forhindrede ham ikke i fortsat at støtte partiet.