Et gammelt spøgelse er sprunget ud af skabet. Mungo Park Kolding har gravet historien om Peter Rindal frem, og det er ingen behagelig forestilling. Den handler om intolerance, uvidenhed og bitterhed over at være blevet sat af, da velfærdstoget kørte.

Indre udvikling

Stykket er opbygget som en slags indre udviklingshistorie, set i fugleperspektiv, over lagerforvalteren fra Kolding Hørfabrik, der ved et tilfælde blev symbol på "den lille mands oprør". Tiden er februar 1965, og arbejdere på en række virksomheder kaster sig rasende over den socialdemokratiske elites forsøg på at tvinge det lykkelige, solidariske samfund ned i halsen på alle. Året før har Folketinget oprettet Statens Kunstfond, som nu skal uddele sine første kunstnerlegater.

Tanken om, at det nye Kulturministerium vil bruge tre en halv millioner kroner, eller halvanden øre pr. indbygger, til at sikre en række af landets kunstnere arbejdsro, resulterede i et åbent oprør mod "statens formynderi". 853 slagteriarbejdere fra Vejle protesterede i et åbent brev over, at kulturministeren ville give "statshædersgave til kunstnere, hvorimellem findes udøvere af den såkaldte moderne kunst", blandt andet med den begrundelse at:

"Vi er (...) nødt til at lade vore hustruer arbejde for at klare vore forpligtelser, og vi mener, at staten burde spare i stedet for at ødsle", skrev de blandt andet.

Vejle-arbejdernes protestbrev havnede ved et tilfælde få dage senere på Kolding Hørfabrik, hvor Peter Rindal sammen med et par kolleger fik et par hundrede kolleger til at skrive under på en hastigt sammenflikket protest. En kold dag i marts tog han den lange vej til Kulturministeriet i København, hvor han overrrakte de hastigt duplikerede breve til kulturminister Hans Sølvhøj.

Resten er historie

Over 62.000 underskrifter blev det til i alt. At det lige var Peter Rindal, der lagde navn til den nye isme, skyldtes en kvik journalist på Danmarks Radios lokalstation i Kolding. Ekstra Bladet fulgte op på interviewet med at døbe det nye begreb "rindalisme", og resten er historie.

Stykket Rindals største fortjeneste, udover de tre medvirkendes fine spil, er, at det formår at holde tungen lige i munden. Det lader publikum afgøre, om Peter Rindal virkelig var talsmand for den jævne dansker eller en borgerlig opportunist, der fór vild i blind nationalisme og bitterhed.

Rindal fortæller om en mand, der blev fanget i sine egne udtalelser og spændt for populismens vogn. Efter flere års forsøg lykkedes det Mogens Glistrup at få Peter Rindal til at melde sig ind i Fremskridtspartiet. Han sad som partiets repræsentant i Statens Kunstfond af to omgange i sammenlagt 12 år og var æresmedlem til sin død i 2009.

Peter Rindal blev i 2003 idømt 20 dagbøder á 50 kroner for racistiske udtalelser på Fremskridtspartiets landsmøde i 2001. Her sagde han fra talerstolen: "Angående de muhamedanske gravpladser i Danmark. Selvfølgelig skal vi have sådan nogle. Og de må gerne være store, så der er plads til dem alle sammen - og helst på én gang."

Populisme og fællesskab

- Jeg er folket, men I har taget mit ansigt. Nu bor jeg i jeres mørke. I har gjort det her mod mig. Det er jeres skyld, at jeg blev det her. Nu er det jer, der har mit ansigt. Jeg er folket.

Stykkets dramatiker, Tomas Lagermand Gudme, udfaser Rindal ved at lade ham bakke langsomt af scenen i et blændende lys. Det er som en åbenbaring, der smelter i gråd, en protest der er stukket fast i halsen. Symbolet for Danmarks eneste -isme siden Grundtvig smuldrer hen for vore øjne, fanget af sin egen forfængelighed. Det er grusomt og smukt teater.

Instruktør Niclas Bendixen fortæller gennem skuespillere, dukker og lys den uhyggelige og skræmmende aktuelle historie om, hvad der sker når populister vender ryggen til ideen om, at et fællesskab også omfatte det, man ikke selv forstår eller bruger. Den form for populisme eksisterer stadig. I dag hedder den Dansk Folkeparti.