Modstillingerne og fortælle-lagene, i dramaturgi og billedsprog, er mange i Pablo Larrains beretning om den berømte chilenske politiker og diplomat, Pablo Neruda, der også var folkekær digter og Nobelprisvinder. Og kommunist.

Forræderen Videla og borgerskabets politi iværksatte i 1948 en klapjagt på de røde og fagforeningsfolk. 

Vi følger ham og hans sammenbidte forfølger, poltimanden Oscar Peluchonneau, i en jagt fra hus til hus, fra by til by og gennem såvel trøstesløst mudrede som smukt sneklædte chilenske landskaber. Chiles præsident, Gabriel Garcia Videla, der blev valgt til præsident for en venstre-koalition med senatoren Neruda som kampagneleder, sortlistede efter sit valg kommunisterne. Forræderen og borgerskabets politi iværksatte i 1948 en klapjagt på de røde og fagforeningsfolk. 

Den gennemstående historie er Oscars forfølgelse af Pablo, der som digter og kommunist er et symbol for arbejderklassens kamp for en ny fremtid. Jagten opleves  dog langtfra som en gyser. Den er mest en ramme, eller et påskud, for at præsentere et spil mellem fiktion og virkelighed, hvor en del af fiktionen er selve figuren Peluchonneaus eksistens og hans gryende forståelse for Nerudas poetisk og politiske univers.

Den er også ramme om en beskrivelse af Nerudas personlige liv og livssyn. Med eskapader, hang til kvinder, selviscenesættelse og forfængelighed. Men også stærke momenter af selverkendelse og dyb omsorg for de fattige. Han får her et både kærligt og direkte modspil af sin hustru Delia del Carril, af sit partis hjælpere - og endog af sin eks, da hun opsøges af politiet.

Hel figur og ikke karikatur

Gennemgående fortæller er den anden hovedperson, Peluchonneau. Måske. Hans indledende udfald mod kommunisters frelsthed og dobbelmoral udstiller vel borgerskabets propaganda. Måske vil nogle tage dem for pålydende. Instruktøren Larrains eget ståsted er også tvetydigt - og kan dermed unddrages kritik, selv om filmen hylder mangfoldigheden som et mål i sig selv. Er dette nok?

"Hvis arbejderne får magten bli´r vores gulv fyldt med jordnødder og knuste vinflasker og lovene fyldt med stavefejl", siger præsident Videla til Neruda i starten. "Det er i det mindste bedre end kirkegårde fyldt med politiske modstandere", svarer Neruda uden at fortrække en mine.

Han har vid og er ikke en arrig opvigler. Og har sine såre menneskelige svagheder. Derved bliver han i alt fald en hel figur og ikke en karikatur på en kommunist.