Den smukke Feltmarskalinde er i sit melankolske hjørne. Hun har netop tilbragt en hed elskovsnat med den unge grev Octavio, som hun fordriver tiden med, mens Feltmarskalen slagter mennesker et eller andet sted i Europa.

"Tiden er en mærkelig ting. Mens man lever sit liv er den slet intet. Så, pludselig mærker man intet andet end den"
Feltmarskalinden i "Rosenkavaleren".

Hun elsker sin unge greve lidenskabeligt, men inderst inde ved hun, at han snart vil forlade hende til fordel for en ung kvinde.

"Tiden er en mærkelig ting. Mens man lever sit liv er den slet intet. Så, pludselig mærker man intet andet end den", synger hun i slutningen af første akt af den tyske komponist Richard Strauss og hans østrigske dramatiker Hugo von Hoffmansthals komiske opera "Rosenkavaleren". Det blev skrevet i 1910, men foregår omkring 1740, hvor den østrig-ungarske kejserinde Maria Theresia herskede.

Selv om hendes regeringstid opfattes som en lykkelig tid i østrigsk historie, er det en sandhed med modifikationer. Aristokratiet hersker hæmningsløst i deres små hertug- og grevskaber, og i deres skånselsløse jagt på kvinder, magt og penge er deres undersåtter retsløse. Grådighed, begær og orgier står øverst på deres dagsorden.

Således også hos Feltmarskalindens fætter, den egoistiske og kyniske grev Ochs auf Lerchenau. Denne plumpe bonderøv er sammen med sine brutale håndlangere taget til Wien for at indkassere en anseelig medgift fra den nyrige, nyslåede adelsmand Faninal. Han er villig til at sælge datteren Sophie til dette liderlige svin af en landgreve for at star-fucke sig op i aristokratiets indercirkel.

Sådan går det naturligvis ikke. Den unge grev Octavio forelsker sig badus ved synet af den smukke Sophie, da han efter tidens skik skal aflevere hende en sølvrose fra frieren. I samarbejde med to professionelle intrigemagere, der oprindelig var hyret af grev Ochs til at hævne hans nederlag i en duel, ender alt lykkeligt. Drevet af sin enorme liderlighed går Ochs i en fælde og må vinke farvel til både ungt kød, medgift og ære.

I den italienske Marco Arturo Marellis iscenesættelse, scenografi og lysdesign, der vandt en Reumert i 2008, bliver grev Ochs et fortidslevn. Han holder krampagtigt holder fast i siine gamle privilegier, uden at opdage, at der der ikke længere er plads til ham i det nye Wien.

"Rosenkavaleren" er dog først og fremmest en sejr for Richard Strauss' vidunderlige musik, der nærmest drømmeagtigt hypnotisk erstatter farce og kritik med kærlighed og kvindelig melankoli. Det gøres ikke smukkere.