25 Mar 2026  

KBH: Let skyet, 10 °C

En simpel børsmægler

I Musical hvor "anything goes"

En simpel børsmægler

I "Anything goes", om livet på en oceanliner i 1930’ernes depressionstid, er det ret morsomt at overvære overklasseløgene velvilligt udstille borgerskabets ulidelige overfladiskhed.

Billy Crocker (Silas Holst) og den forklædte mafia-boss Moonface Martin (Preben Kristensen).
FOTO: Miklos Szabo
1 af 1

Selv om Cole Porters musical "Anything Goes" er en farce uden en oplagt morale, er det alligevel tankevækkende at opleve det overdådige Broadway-stykke på Det Ny Teater i København.

Den vildeste sorgløshed og dekadence ombord på oceandamperen S.S. American i 1934.

Store dele af borgerskabet har nemlig en universel vane med at feste og fortrænge virkeligheden i en rus af eskapisme, trods økonomisk krise og depression. Og der bliver så sandelig festet igennem på oceandamperen mellem USA og Europa i musicalen "Anything Goes" i en blanding af sorgløshed og dekadence.

Anything Goes... på oceandamperen som på Wall Street!

Festen gik i 1930'erne, og festen er tilsyneladende fortsat lige siden, dog for mere nedrullede gardiner.

Tidligere på året kom det frem, at den rigeste ene procent af verdens befolkning ejer næsten halvdelen af klodens rigdom.

Nå... ikke mere kedelig politisk analyse her. Rent faktisk er "Anything Goes" underholdende med dialoger fyldt med vittige sprogblomster, en overdådig opsætning med ganske forrygende dansenumre og flere af Cole Porters bedste sange som "I Get A Kick Out of You" og "You’re The Top".

Handlingen er ikke dyb. Da "den simple børsmægler" Billy Crocker (Silas Holst) finder ud af, at hans elskede, millionøsen Hope Harcourt (Kristine Marie Brendstrup), skal giftes med en engelsk aristokrat (Carsten Svendsen), kryber han sig ombord på S.S. American som blind passager for at få hende tilbage.

Matroserne ombord er tilsyneladende kun baggrundsstøj for de riges fest. De er et nødvendigt gode til at holde skibet flydende og festen kørende. Men i et nummer lykkes det en af matroserne at synge, at "vi slider og slæber". Svaberne, der svinger taktfast over dækket, illustrerer sætningen så tydeligt.

Som det ofte går i store opsætninger, er det ikke stjernerne, der løber med publikums største bifald til sidst. Denne gang høstede Carsten Svendsen aftenens største applaus for sin fortolkning af den ulidelige engelske aristokrat Lord Evelyn Oakleigh - ustyrlig morson i sangen "The Gypsy in Me".

26. sep. 2016 - 10:05   26. sep. 2016 - 10:10

Scene

Anders Fenger
Anmelder
4

"Anything Goes".

Musik og sangtekster: Cole Porter.

Medvirkende: Silas Holst, Preben Kristensen, Camille Rommedahl og Steen Springborg.

Scenografi: Paul Farnsworth.

Koreografi: Bill Deamer.

Musikalsk ledelse: Per Engström.

Det Ny Teater, København til 18. december.