19 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

En tidsfisses genvordigheder når tid er profit

En tidsfisses genvordigheder når tid er profit

Pär Thörns roman "Tidsstudiemanden" er et svidende opgør med en arbejdskultur, der fokuserer mere på profit end på arbejdsglæde.

Charlie Chaplins geniale film "Modern Times" fra 1936 var et af de første eksempler på et kulturelt opgør med kapitalismens samlebåndsmani.
1 af 1

Den svenske forfatter Pär Thörns roman "Tidsstudiemanden" foregår i efterkrigsårene industri-Sverige.

Hovedpersonen, tidsstudiemanden, har til opgave at effektivisere og rationalisere driften med det formål at maksimere ejernes profit.

Gennem 91 minimalistiske kapitler, hvoraf et kun er på tolv ord, følger vi hans liv og erfaringer med tid og tidstagning. Fra han første ur, et schweizisk, som syvårig og til hans åndedræts ophør.

Som skabt til industrialiseringen

Hovedpersonen har flere forskellige småjobs. Som lagermand, hvor han tæller inventar. Som postbud, hvor det er trappetrin han tæller. Som lærer, hvor det er børn og gennemsnitskarakter. Kort sagt er han manisk og skabt til at være en del af industrialiseringen. 

Han er en selvsikker person, der i sin ansøgning konstaterer, at "Jeg er den som I har ledt efter. Den hvis egenskaber I end ikke har formået at formulere’" Forfatteren illustrerer således på smukkeste vis, at tiden var en anden. Industrialiseringen var i fremdrift og optimismen stor, i modsætning til vore dagens omlægning fra industrisamfund til højteknologisk samfund.

Hans entusiastiske charme og signaler om, at han kender sin plads, giver ham jobbet som tidsstudiemand og han får sin sidste ansættelse. En ansættelse hvor grænsen mellem arbejde og fritid er umulig at fiksere. Hvor man lader som om det ene er ild og det andet vand, hvis ikke lønsystemet, arbejdsdelingen og fagforbundene skal falde sammen.

Han er naturligvis ikke populær hos arbejdskammeraterne. De kalder ham alt fra "tidsfisse" over "lede satan" til "lille-Hitler". 

Han aner, at hvis udviklingen fortsætter, må han overvåge "maskiner snarere end mennesker". Men han registrerer også, at dette "egentlig ikke vil påvirke mit arbejde eller oplevelsen af mit arbejde". 

Bogen rummer temaer som klassekamp, udbytning og arbejderklassens vilkår. Den er skrevet i en meget speciel stil, hvor tempoet, som på arbejdspladserne, langsomt skrues op, da tid er profit.

Én time, 23 minutter, 31 sekunder

"Tidsstudiemanden" er en lille fin socialrealistisk roman, der - trods sin noget mismodige syn på livet - løftes af forfatterens humor. Han formår at ramme den specielle stemning på mange arbejdspladser.

Bogen er fra 2008 men først nu kommet på dansk af det lille århusianske forlag Antipyrine. Det fortjener ros for udgivelsen. Det er ikke hver dag god arbejderlitteratur rammer skrivebordet.

Ifølge forlaget tager det en time, 23 minutter og 31 sekunder at læse bogen. Det tog to timer, et minut og otte sekunder at fordøje den og 45 minutter og ti sekunder at anmeldelse denne noget alternative kapitalismekritik.

15. sep. 2015 - 12:06   24. sep. 2015 - 14:14

Bøger

Bjarne Nielsen
Anmelder
5

Pär Thörn: Tidsstudiemanden.112 sider, 160 kroner. Antipyrine.