En kold vinterdag i 1966 ankom den unge kunstner Dea Trier Mørch (1941-2001) til Kunstakademiet i det, der dengang hed Leningrad, på et et-årigt sovjetisk stipendiat. Hun talte ikke et ord russisk, og kun få i hendes omgangskreds kunne mere end højst få brokker tysk eller engelsk. Hun blev indlogeret i et stort, umage værelse på et kollegium på Vasiljevskij-øen tæt ved akademiet.

Opholdet i Leningrad under isvinteren 1966/67 og mødet med et socialistisk land i vækst fik stor betydning for den eventyrlystne unge danske kunstner.

Efter opholdet udgav hun sin første roman, Sorgmunter Socialisme Sovjettiske Raderinger (Beretninger fra Sovjetunionen), hvor hun muntert fortæller om sine oplevelser som en fremmed fugl i et meget anderledes samfund. Bogen illustrerede hun righoldigt med tegninger, akvareller og grafik fra sin tid i Sovjetunionen. Flere af dem var udført på Leningrad-akademiets store grafiske maskinpark med støtte fra dets assistenter.

En stor del af disse grafiske værker kan nu ses i en fornem, men desværre alt for lille ophængning på Arbejdermuseet i Rømersgade. Højt oppe over Festsalen, på den smalle balkon, kæmper Dea Trier Mørchs sarte, smukke streg, der på mange måder danner grundlag for hendes senere produktion i kollektivet Røde Mor, med at folde sig ud på det stærkt begrænsede areal.

Dea Trier Mørch var blevet optaget på Kunstakademiets malerskole i 1957 som den yngste elev nogensinde. Her studerede hun hos den abstrakte maler Eigill Jacobsen, og hun debuterede som 20-årig på Kunstneres Efterårsudstilling. Men det københavnske kunstakademis nonfigurative overklassekunst passede hende dårligt. I stedet vendte hun sig nu i retning af de socialistiske landes figurative socialrealisme.

Opholdet i Leningrad blev en øjenåbner af de store for den unge Dea Trier Mørch. Centralt står mødet med den japanske medstuderende, Jukari Achiai, som hun fik et livslangt venskab med. Det samme galdt Yuri Nikitin, der var arkitektstuderende og boede på samme kollegium. Han blev senere professtor ved Skt. Petersborgs Tekniske Universitet, og besøgte hende i Danmark få år før hendes død.

Dea Trier Mørch fortsatte den kunstneriske karriere med en lang række skønlitterære udgivelser, altid med hendes egne illustrationer. Vinterbørn fra 1976, som senere blev filmatiseret, var en stor succes. Det samme var romaner som Kastaniealleen (1978), Den indre by (1980), Aftenstjernen (1982) og Morgengaven.

Med sine bundsolide, hjertevarme politiske holdninger kalder hun på solidaritet med andre kvinder, arbejdere og tidens mange undertrykte folk, og holder urokkeligt fast på sin tro på det gode, socialistiske liv.

Den lille ophængning på Arbejdermuseets balkon begrænser desværre, mere end den udfolder. Kun i glimt får Dea Trier Mørchs kraftfulde, medfølende og skildrende billedsprog plads til at udfolde sig, og det er synd. Hendes grafik vrimler med charmerende ungpige-romantik, smittende humor og stærke indblik i en fremmed verden, der blot venter på at folde sig ud.