Man tager én del Narcissos-myte, én del "Monty Python" og genopfinder Storm P.'s krøllede fantasier. Det hele klippes og klistres ind i André Bretons surrealistiske manifest som "maskintekst".

Så har man scenecollagen "Klip - et stykke narrestreger fra det tomme rum" med Livingstones Kabinet, anmeldt i Arbejderen med "Babble-babble" i 2007 og "I lie down with a Crocodile" i 2011. I Nina Karies sikre instruktion trækker den britiske entertainer Pete Livingstone med performerne Pernille Koch, Kristina Sørensen og Svend E. Kristensen de absurde løjer helt ud til det yderste.  

Klædeligt mærket med hver sit manilla-kort på de blå skjorter som fortabte børnehjemsbørn rydder de op efter strygejern, der skider på fortovet, kæler for bladselleri, ser ind i uvirkelighedens citronøjne og taler venligt men bestemt til ensomhedens skinke. "What's the question of the big Banana" spørger "Klip" og svarer med at studere, hvad der foregår i hovedet på en høne.

Gammel visdom klippes og klistres til hylende mangel på konsekvens, og trækkes ud i et landskab af nonsens. Det efterlader sprog, bevægelser, viden nedbrudt, dekonstrueret. Alle værdier falder fra hinanden i dette galehus og virkningen er lammelse.

Det gør ondt at se "Klip", fordi det er så langt ude, at det ville være ligegyldigt, ja banalt, hvis ikke det så ubehageligt minder om noget vi alt for ofte, men ofte blot svagt genkender fra vor egen virkelighed. Det er de løsrevne meninger, beslutninger og handlingers paradis, leveret risikofrit af enhver der tør - meningsdannere, politikere, virksomhedsledere og magthavere.

Det er meningsløsheden gentaget i én uendelighed, fordi den offentlige hukommelse er så kort. Fordi det kan lade sig gøre, fordi ingen kan sætte sig op mod den store klippemaskine. Imens hejses ensomhedens røgede skinkeflag op og ned i Bådteatrets bug. Se det før din psykiater.