På sin 95 års fødselsdag udgav den samfundskritiske læge Tage Voss sine tanker om besættelsen, "som (det erkendes) modsiger alle de kanoniserede".

Skal vi slås med de borgerlige om historien, så kræver det præcision og dokumentation. Det er de eneste våben, vi har mod løgnene og fortielserne.

Voss har set sig gal på den romantisering, der hersker omkring besættelsen. Især er politiet, samarbejdspolitikerne, kongen og en uengageret befolkning, der først vågnede op omkring befrielsesdagene, nemme ofre for hans skarpe pen. Voss skyder med spredehagl, og naturligvis rammer enkelte. Men denne signatur vil pege på enkelte, der ikke gør.

Et reelt forhandlingsgrundlag?

Voss skriver, at Norge var styret af "Wehrmacht, mens Danmark sorterede under udenrigsministeriet (von Rippentrop). Den tyske rigsbefuldmægtigede Werner Best var således civil embedsmand (...) og Danmarks opgivelse af alle grundlovsforpligtende menneskerettigheder ikke den fjendtlige voldsmagts diktat, men den danske regerings forhandlingsgrundlag". Werner Best var SS-general, og tale om et reelt forhandlingsgrundlag kan man vel ikke.

Voss påviser, hvorledes samarbejdspolitikerne svigtede uden at komme med nyt. Men på side tolv skriver han "En modstandsbevægelse kræver en bred støtte i befolkningen. Det fik den aldrig i danmark. Der var aldrig nogen modstandsbevægelse. Der var forskellige grupper, som gjorde modstand på et eller andet grundlag, sjældent dog sammen, sjældent i samarbejde, koordineret.  Der var modstand, men ingen modstandsbevægelse. Ens for alle var, at deres modstand var mod de danske myndigheder og deres følgagtige accept af besættelsesmagtens direktiver. Men aldrig en samlet modstand mod besættelsesmagten".

Undertegnede vil bestride, at der ikke var en modstandsbevægelse, og at den primært var rettet mod de danske myndigheder. Jeg savner også dokumentation for påstanden: "Selv Danmarks Frihedsråd, der konstituerede sig for de sidste halvandet år af besættelsen, havde ingen indsigt i aktiviteterne, intet styr på dem", som Voss skriver.

Lettere hånligt

Voss skriver lettere hånligt, at "skønt man havde registreret 60.000 aktive modstandsfolk, kunne de ikke befri de modstandsfolk, der sad fanget i Shellhuset, hvorfor Royal Airforce med to eskadriller lette bombefly klarede sagen". Kan der ikke have ligget diverse ukendte hensyn bag denne beslutning?

"En partisanbevægelse behøver en bred støtte i befolkningen for at have en chance. Det havde modstandsbevægelsen i Danmark aldrig". Sådan! Først har vi ingen modstandsbevægelse, og så har den ingen støtte i befolkningen." Jeg mangler beviser på påstanden og betvivler den, Voss!

Voss er berettiget rystet over politiets adfærd i forbindelse med arrestationen af kommunisterne i 1941, men kan det passe, som Voss skriver, at "da Gestapo endelig i september 1944 amputerede denne besmittede arm og internerede politiet i kz-lejren Buchenwald åndede vi lettet op"? Lettet over, at fordummede strømere kom i kz-lejr?

Voss skriver, at "Gestapo havde udbedt sig 35 (kommunister, red.). Det danske politi gav dem 350". De rigtige tal er, at Gestapo havde bedt om 72 navngivne kommunister, mens politiet kom slæbende med 295.

Ikke at det er bedre eller værre, men det er facts!

Løgne og fortielser

Bogen er tydeligvis skrives ud fra en berettiget indignation over diverse aktører i besættelsesdramaet. Men Voss, som blev kommunist efter besættelsen, burde kunne forstå og forklare læserne, at politikerne og politiet "bare" udfyldte de klassemæssige roller, de var tiltænkt.

Og naturligvis har han ret til at være skuffet over en føjelig, opportunistisk og duknakket befolkning, men i stedet for at være vred eller skuffet burde han rette skytset mod de fordummende medier og det afpolitiserende system, som også i dag hjælper borgerskabet med magtfastholdelse.

Denne anmelder har især to anker mod bogen. For det første, at den intet nyt bidrager med, og for det andet Voss manglende dokumentation, der måske havde kunnet bekræfte hans noget kontroversielle standpunkter.

Sluttelig i bogen er findes bogens eneste note, hvori der står: "Dokumentationen er let at finde for den, der søger. Der kan f.eks henvises til: Den parlamentariske Kommissions Betænkning, Besættelsens fakta, Frit Danmarks Hvidbog foruden til officielle dokumenter". Det er ikke godt nok!

Skal vi slås med de borgerlige om historien, så kræver det præcision og dokumentation. Det er de eneste våben, vi har mod løgnene og fortielserne.