1884 var et vildt år i fransk litteratur, da det var året for udgivelsen af Joris-Karl Huysmans’ roman Mod strømmen, der på det tidspunkt ikke mindede om noget som helst andet. En vild, poetisk og dekadent “meteorit”, som Huysmans selv betegnede sit værk, landede midt i det franske litteraturlandskab, der primært var domineret af naturalistiske og realistiske romaner.

Mod strømmen er med sine lange og fascinerende beskrivelser af alskens underlige genstande ikke en roman om det dekadente for det dekadentes skyld alene.

Huysmans’ roman blev offer for en masse had, men også en hel del tilbedelse og beundring, og sidstnævnte har heldigvis holdt ved i eftertiden. Mod strømmen regnes nu for at være en af fransk litteraturs helt store klassikere på linje med Marcel Proust, Émile Zola og Victor Hugo.

Med 135 års forsinkelse er romanen nu endelig udkommet i en fremragende og beundringsværdig dansk oversættelse ved Annette David på Det Poetiske Bureaus Forlag – et forlag, der i forvejen gør et imponerende stykke arbejde med at udgive hengemte og glemte klassikere.

Syge bøger og groteske planter

Og hvilken roman det er! Fascinerende, imponerende, mærkelig, forvirrende og til tider vanskelig, alt sammen på én gang. Den grundlæggende historie er i sit udgangspunkt ganske simpel. Jean des Esseintes er aristokrat og godt mørbanket af et udsvævende liv i de parisiske gader og det “hæslige samfund”, som den moderne verden er med alle sine tåber, slyngler, hyklere og pengegriske bedsteborgere. Som en uheldig bivirkning har det suppleret hans tilværelse med en altomfattende følelse af livslede, samt en galoperende neurose.

I et forsøg på at komme til hægterne igen isolerer han sig i en villa uden for Paris og fylder tiden ud med at svælge i kunstværker, romaner og luksuriøs tingeltangel, der hober sig op i hjørner, skabe og reoler. Og helst de dekadente af slagsen, der kan lede ham på sporet af “nye fremtidsideer”, og som står i skarp kontrast til den moderne verden, han foragter så meget.

Side efter side gennemgås des Esseintes “prangende sælsomheder”, der blandt andet tæller groteske og kødædende planter, og som aristokraten knuselsker på grund af deres lighed med spedalske, syge og amputerede mennesker. Bøger fylder også villaen godt ud, “sygelige bøger, underminerede og optændte af feber”, indbundne i sælskind og trykt på sjældent papir. Det samme gør samlingen af de mange stærkt duftende parfumer, der er resultatet af underlige blandinger og sammensætninger. Dertil kommer en skildpadde med et guldglaseret og ædelstenbesat rygskjold.

Slip den indre litterære håndbremse

Aparte, ja, underligt, ja, fascinerende, ja, helt sikkert, men hvor er det dog en fornøjelse at læse de mange beskrivelsesophobninger, som man med lidt god vilje kunne kalde Huysmans’ litterære teknik. På trods af de nogle gange lidt tunge og langstrakte beskrivelser lader man sig rive med og mere eller mindre ubesværet også glide med.

Hvis bare man sørger for at slippe sin indre litterære håndbremse og tillade sig selv at blive betaget af det lidt gammeldags swung i sproget og de udknaldede metaforer, sammenligninger og beskrivelser. Det er uhyggeligt moderne, knaldhamrende poetisk og virker visse steder nærmest dugfriskt. Se bare her: “Hans før så dunkle og upræcise tanker var nu lette og iriserede som sartfarvede sæbebobler”, eller her: “I den lune vind (…) stod træerne som var de indgnedet med kridt af månen”.

Alene på grund af sproget er Mod strømmen en fantastisk bog at gå på opdagelse i.

Fælles for alle hans dekadente adspredelsesgenstande er, at de er kunstige, at de imiterer og efterligner noget allerede eksisterende. Og det er der en mening med. Ikke alene kan man, hævder des Esseintes, tilfredsstille de mest vanskelige længsler ved at lave en god efterligning af den begærede genstand, efterligningen er også et bevis på, at mennesket er på højde med skaberen over skabere, Gud.

Religion, præster og alt, hvad dertil hører, får løbende et par over nakken i Mod strømmen. Det kan derfor virke ironisk, at des Esseintes kalder sit selvvalgte eksil fra storbyens fristelser og kødelige udskejelser for sin “celle” og dermed hentyder til de spartansk indrettede munkeceller, man finder i klostre. Det er også et lignende sted, han selv kommer fra; paradoksalt nok blev han i sin unge år opdraget af præster.

Måske des Esseintes ikke kan løbe fra sin fortid og derfor heller ikke fra sin religiøse opdragelse? Bærer vi mennesker ikke altid vores fortid med os, som tunge rygsække, der for nogle er tungere end andre? Des Esseintes plages også af erindringsglimt fra “fortidens vande”, og ofte drukner “hans tanker i en udstrakt sø af sørgmodighed, hvorpå flød, som latterlige vrag, uinteressant episoder af hans liv, absurde, ligegyldige hændelser”. Enkelte steder i romanen fornemmer man dog en vis tilnærmelse til religionen, der måske er den egentlig grundkerne i hans liv, foruden det udsvævende liv i Paris. En total omfavnelse af religionen finder dog aldrig sted. I stedet får samfundet et større og større tag i ham, og hans isolerede og excentriske livsførelse ender med også at skade hans mentale og fysiske helbred.

At hævde sin egen individualitet

Mod strømmen er med sine lange og fascinerende beskrivelser af alskens underlige genstande ikke en roman om det dekadente for det dekadentes skyld alene. Huysmans roman er også en skildring af et menneskes forsøg på at hævde sin egen individualitet og finde sin plads, lidt ro og en hel del adspredelse. I des Esseintes tilfælde løsrevet fra en verden, hvor alt synes så ens, så korrumperet, så banalt, og så ligegyldigt.

At ville være sig selv og finde sin egen vej er noget, de fleste af os kan nikke genkendende til. Lige som des Esseintes møder også vi udfordringer på vores vej, der kan holde vores udvikling tilbage og vanskeliggøre hele processen. Der findes et hav af overlevelsesstrategier, der kan være med til at holde os ovenvande. For des Esseintes er det dekadencen og den isolerede livsstil, der dog ender med næsten at knække ham. Er det en påmindelse til os læsere om, at vi ikke kan undgå at være en del af samfundet? At tilbagetrækning og resignation i længden ikke er holdbare løsninger?

Det er en banal pointe, at menneskelig selvhævdelse og tilkæmpet individualitet er eviggyldige elementer i vores liv, men det er ikke desto mindre rigtigt. Derfor finder man det også som tilbagevendende temaer i litteraturen. Også hos Huysmans. Og hans roman fra 1884 er evigt aktuel. Som al god litteratur er det. Og som alle gode klassikere er det. Mod strømmen er begge dele, og sikke et held at danske læsere nu har muligheden for at læse Huysmans’ forunderlige og fantastiske roman.