06 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Et skrig fra skyerne

Louisiana Litterature 2013:

Et skrig fra skyerne

Jenny Hval er blevet sammenlignet med alt fra Björk og Kate Bush til P.J. Harvey, Nico og Tori Amos. Det er forkert. Hun er helt sin egen - en kunstner der skriver med stemmen.

Denne solrige lørdag eftermiddag har Jenny Hval og hendes trommeslager opbygget et lille lydlaboratorium på trappen foran den gamle Louisiana-villas baghave
FOTO: Gert Poder
1 af 1

Det begyndte med Nico og The Velvet Underground i 1967. Året efter bragede Julie Driscoll med Brian Auger & The Trinity ind på de britiske hitlister med This Wheel's on Fire. Patti Smith Group med Radio Ethopia kom i 1976. Fælles for disse tre kvindelige sangere er, at deres musik ikke er underlagt banale, faste akkorder, men at stemmen lever sit eget liv.

 "Jeg skriver med stemmen. Jeg er interesseret i det direkte udtryk, der opstår, når stemmen udtrykker ord", sagde den norske sanger, komponist, sangskriver og forfatter Jenny Hval i et interview med Nathan Budzinski til Louisiana Channel i maj. Det var i forbindelse med hendes første optræden i Danmark i Jazzhouse.

Jenny Hval (f. 1980) har de seneste år skabt sig et solidt navn som forfatter, journalist, musiker, lydkunstner og performer. Hun har spillet musik fra barnsben, truttet klarinet i det lokale marchband og lært at hade det, leget med en diminutiv synthesizer fra hun var seks og ladet sig inspirere af de der mærkelige ikke-lyde, der er lagret i sådan en elektrisk dims.

Siden har hun udgivet to bøger, Perlebryggeriet i 2009 og Inn i ansiktet sidste år. Hun har udgivet to albums under scenenavnet Rockettothesky og to i sit eget navn, hvoraf den seneste, Innocence is Kinky fra i år er produceret i Bristol, England i samarbejde med PJ Harvey-produceren John Parish. 

"Egentlig er jeg slet ikke forfatter. Måske er jeg mere en mislykket forfatter, fordi jeg er alt for interesseret i musikken", forklarer hun til Louisiana Channel. Det er dér, i krydsfeltet mellem det skrevne og musikken, at stemmens direkte klang gør sproget til noget fysisk. Som når sangen omdanner det trykte ord til nye former og betydninger. "Det er den måde, det forandrer noget af det, jeg har skrevet, måden det udfordrer noget, som jeg allerede troede fungerede", reflekterer hun.

Nu er det blevet august, og Jenny Hval er inviteret til at udfolde sit unikke tekst- og lydunivers til Louisiana Litteratur 2013. Dennne solrige lørdag eftermiddag har hun og trommeslageren opbygget et lille lydlaboratorium på trappen foran den gamle Louisiana-villas baghave  På græsplænen foran flyder det med mennesker, de fleste kvinder, der har gjort sig klar til en tur op i skyerne.

Jenny Hvals musik er svær at sætte i kasser, svær at indfange. Orgellyde og trommeslag blander sig med en stemme, der lader som om den ikke har noget som helst at gøre med den spinkle, lyshårede kvinde bag tastaturet. Nogen gange løs som himmelstrøgene over de norske fjelde, andre gange stram og fast som bjergmassivet under. Det er fuglenes skrig i samklang med insekternes summen.

Jenny Hvals klare stemme beretter om sit kvindeliv og sit kvindekøn, om sine kvindetanker, om at være et fnug i kosmos i stedet for at være hersker, om at være universets midtpunkt i sin egen bevidsthed. Det er som en drøm med åbne øjne, en hallocinerende spadseretur i  Wonderland uden anden vejviser end sin egen flygtige længsel. Bagefter er det op til os som tilhørere at samle stumperne sammen og bevare Jenny Hvals vision om livets sammensatte, men dog alligevel så enkle helhed.

30. aug. 2013 - 09:10   30. aug. 2013 - 09:15

Musikanmeldelse

Gert Poder
Anmelder
5

Jenny Hval. Louisiana Litterature 2013