16 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Et væld af analyser og debatartikler

Tidsskriftet Arbejderhistorie

Et væld af analyser og debatartikler

Det nyeste nummer af Danmarks bedste tidsskrift, Arbejderhistorie, har både analyser af venstrefløjens partier samt boganmeldelser.

"Arbejderhistorie" har et rigtigt spændende og herligt underholdende essay af Dorthe Ellesøe Hansen, "Den røde motorcykel", om en særpræget socialdemokratisk agitationsturné på motorcykel gennem Danmark i sommeren 1921.
FOTO: Fra bladet Arbejderhistorie
1 af 1

Det nye nummer af Danmarks bedste tidsskrift for arbejderhistorie, Arbejderhistorie, er nummer to efter den flotte og inspirerende omlægning af tidsskriftet. Det høje niveau, læsevenlighed, fine opsætning og layout er fastholdt.

Anissi Thorndal Abu-Ghazaleh er kritisk over for partiernes klasseopfattelse.

Arbejderhistorie indeholder et par større artikler, tre essays samt dokumentation, anmeldelser og en konferencerapport om migrantarbejdere.

Tysklandsarbejderne

I en ualmindelig spændende artikel tilføjer Olaf Erichsen, Marius Hansen og Terkel Stræde i deres artikel, I røgen fra krematorierne, nye aspekter til historien om de danske arbejdere, der under den tyske besættelse tog til Tyskland for at arbejde i de tysk besatte områder. Op imod 150 danske arbejdere var beskæftiget ved bygningen af IG Farbens Bunawerk i Monowitz, hvor også omkring 10.000 kz-fanger arbejdede.

Bunawerket lå inden for SS’ interesseområde, Auschwitz, der desuden rummede blandt andet kz-lejrene Auschwitz, Birkenau og Monowitz. Nogle af forfatternes overvejelser går på om de danske tysklandsarbejdere undervejs gjorde sig klart, hvilken forbrydelsesmaskine de var med til at sætte i gang.

Et barsk indblik

Iben Bjørnsson sætter i artiklen Gennem ild og vand for socialdemokratiet, lys på den tidligere socialdemokratiske overborgmester i København, Urban Hansen, og hans virke. En artikel der viser et billede af et hierarkisk parti med masser af uskrevne regler. Artiklen giver et barsk indblik i hvorledes en socialdemokratisk partisoldat udvikles.

Urban Hansen var en del af den generation som "vægtede partiloyalitet, disciplin… og et ønske om opretholdelse af den samfundsorden, som socialdemokratiet i stigende grad havde socialiseret sig selv ind i". Artiklen er den første af to og tager sin slutning med befrielsen af Danmark i 1945.

Den røde motorcykel

Annette Østergaard Schultz har begået en artikel om englemagersker: voksne, der blev betalt for at have børn i pleje men i stedet tog livet af dem.

Anette Eklund Hansen gennemgår hvorledes de socialdemokratiske kvinder fejrede den nye grundlov i 1915.

Et rigtigt spændende og herligt underholdende essay er Dorthe Ellesøe Hansens Den røde motorcykel om en særpræget socialdemokratisk agitationsturné på motorcykel gennem Danmark i sommeren 1921.

Dorthe Ellesøe beskriver det socialdemokratiske ungdomsforbund, SUF, hvor store dele senere blev til DKP. Artiklen beskriver motorcykelprojektet fra idéplan til turné. Ideen var det skulle vække opsigt, hvad det også gjorde, og hverve nye medlemmer, sælge politisk litteratur, emblemer og tegne abonnementer. Generelt blev turnéen en succes. Herlig læsning og måske en ide til Dagbladet Arbejderen?

Kritik af centrum venstres projekt

Et andet spændende essay er Leverpostejmaden og den eksotiske arbejder. Her rejser forfatterinden Anissi Thorndal Abu-Ghazaleh spørgsmålet om, hvorfor det parlamentariske centrum venstre, socialdemokratiet og SF, ikke kan genvinde taget i de arbejdere, de tilsyneladende ønsker at repræsentere.

Anissi Thorndal Abu-Ghazaleh er kritisk over for partiernes klasseopfattelse, der især fokuserer på den hårdtarbejdende lønmodtager, en lønmodtagerklasse, der er kendetegnet ved at være pligtopfyldende, ved at tie og tåle, og som er jævn og ensartet.

Essayet er en hård kritik af den tidligere SF-ideolog, Thor Møger, og stiller sluttelig spørgsmålene: hvem er de hårdtarbejdende lønmodtagere, og hvilken rolle er de tiltænkt i centrum venstres projekt. Et studie værd.

Flere bøger under lup

Mikael Busch har begået et essay om en hemmelig dagbog, om et konspiratorisk møde i Lagkagehuset og om journalisten Bent Blüdnikows rituelle slagtning af Lenz – Stasiagenten, der blev fanget af fortiden.

Dette nummer har en yderst kritisk anmeldelse af bogen om Brødrene Nielsen – breve fra den spanske borgerkrig. Desuden anmeldelser af Gitte Sommer Harrits’ Klasse - en introduktion , om klassebegrebets genkomst, Tesfayes Kloge hænder – en debatbog i en akademisk tidsalder, om Siegfried Lenz Stasiagenten, der blev blå, Per Clausens (Enhedslisten) bog Rosa Luxemburg, Kaj Nykjær Jensens bog Stålsat. Frederiksøen og værfterne 1901-1926 og Søren Kolstrups Den danske velfærdsmodel 1891-2011 – sporskifter, motiver, drivkræfter om den danske velfærdsmodel.

19. jan. 2016 - 12:40   28. jan. 2016 - 13:38

Bøger

Bjarne Nielsen
Anmelder
5

Arbejderhistorie. Tidsskrift for historie, kultur og politik nr. 2 2015

Abonnement: sfah@sfah.dk

Se mere på SFAHs hjemmeside.