Rafael Padilla (1868-1917) blev født som slave på Cuba, og som dreng solgt til en godsejer i Spanien, hvorfra han flygtede til Frankrig. Her levede han som illegal indvandrer af forefaldende arbejde og som gadesanger, indtil han mødte klovnen Footit (1864-1921), som trængte til fornyelse i sit repertoire og så muligheden i den adrætte, sorte mand.

En fascinerende historie om en tragisk skæbnes op- og nedtur, og om et tæt venskab trods store modsætninger.

De dannede en komisk duo med Footit som den lille, men overlegne hvide, der tyranniserer den store, sorte dummernik. Om dette cirkuspar, hvis figurer skulle komme til at danne skole for eftertidens klovne, har Roschdy Zem, med digterisk frihed og med vægten lagt på den sorte del af duoen, lavet filmen ”Monsieur Chocolat”.

Parret fik engagement på Nouveau Cirque i Paris, og Rafaels kunstnernavn blev Chocolat på grund af hans hudfarve, men også fordi ordet på fransk kan betyde at være narret, forvirret, rundt på gulvet, hvad der passede til hans rolle. De blev straks populære, ikke mindst Chocolat (spillet af Omar Sy), der for publikum var indbegrebet af en neger – enfoldig, barnlig og godmodig. Det gik fint et godt stykke tid, men så begyndte det at knage i venskabets fuger.

Sit eget værd som kunstner

Chocolat blev mere og mere bevidst om sit eget værd som kunstner og utilfreds med rollen som noget nær en abe, der lige var kravlet ned fra træerne. Samtidig kunne han ikke administrere den store gage, der tilflød den tidligere så fattige mand. Han smed om sig med penge til luksus, damer, sprut, stoffer og spil. Det gik ud over arbejdsdisciplinen, og Footit (spillet af James Thierrée) begyndte at knurre.

Dertil kom racismen, som ikke tidligere havde været mærkbar. Da han bliver fængslet i en kortere periode, fordi han ikke har nogen papirer, oplever han den i rendyrket råhed fra fængselsbetjentenes side, og da han flytter sammen med en hvid kvinde, gennem naboernes åbenlyse fordømmelse af forholdet.

Udfordrer de hvides område

Det afgørende slag falder, da han får sin drøm opfyldt om at spille Othello på et stort teater i Paris. Da forestillingen slutter, bliver han buet ud og overdænget med ukvemsord. Måske var han ikke nogen stor skuespiller, men publikums hadefulde opførsel skyldtes nok mere, at han her var gået over stregen og havde bevæget sig ind på de hvides område, om end det var en sorts rolle, han spillede. Den havde indtil da været forbeholdt hvide mænd, der blev sværtet sorte.

Herefter gik det støt ned ad bakke for Chocolat, der for den virkeliges vedkommende døde som kun 49-årig i Bordeaux. Han blev begravet i de fattiges afdeling af den protestantiske kirkegård, men i dag er der sat en mindeplade op, og en af alléerne bærer hans navn.

Filmens slutning måtte gerne have været lidt mindre tårepersende, men bortset fra det fortæller den en fascinerende historie om en tragisk skæbnes op- og nedtur, og om et tæt venskab trods store modsætninger, og den tegner et fint billede af livet i Paris i tiden omkring det forrige århundredskifte.