August på ni år tøvede lidt, men så kom svaret på vej ud af Glassalen i Tivoli efter børne-jule-cabaret'en "Julekortet”.
– Far, skriv du bare, hvad du føler for.

Og så gik man her og troede, at niveauet ikke kunne blive højere for Eventyrteatret, et udklækningssted for talentulde børn og unge skuespiller-aspiranter.

Trods den tydeligt underspillede kommentar, havde drengen moret sig kosteligt, ja, han var tydeligt imponeret.
Eventyrteatrets julemusical har endnu engang sat barren rigtig højt for godt børneteater. Og så gik man her og troede, at niveauet ikke kunne blive højere for teatret, der er et udklækningssted for talentulde børn og unge skuespiller-aspiranter.
 
Det er en skandale, at Eventyrteatret ikke er på finansloven med statsstøtte. 

Effektivisering?

Nå, men så til handlingen i årets forestilling. Der skal selvfølgelig skrives julekort, men ikke på email! Den nye direktør for Nissepostvæsnet, Normann, og hans to børn Julius og Mandel vil modernisere den gamle støvede virksomhed, Nisseposten, så posten for en gangs skyld kan komme ud før jul...
 
Så skal du ellers se elektroder og tilhørende tankekontrol!
 
Det går selvfølgelig helt galt med alt det moderne "omstilligsparathed" og fleksibilitet. Godt ramt af Eventyrteatret, der her sætter finger på ét af samtidens virkelige kerneproblemer, der alt for ofte fører til stress og jag.
”Julekortet” er faktisk ret tankevækkende. Heldigvis er nisser jo kollektive flokdyr, så fællesskabet og lydhørheden overfor hinanden sejrer til sidst i "Julekortet". Det bliver atter en ægte jul.

Ros til Eventyrteatret

Selv om "Julekortet" er en kollektiv kæmpepræstation, så er den 10-årige Emma Grant-Rosendahl som sorteringspigen Frøken Hjerte ekstra formiddabel med sin smittende spilleglæde og kraft.

August, min ledsager, synes på sin side, at postministeriets revisor, spillet af Juliane Bærentzen, var bedst med sine vittige kommentarer om at spare på alt. Men så synes han også, at ideen om at tilslutte posthuset i et elektronisk kredsløb "var vildt spændende". Ja, der kan man bare se.

Til slut skal iscenesættelsen (Bo Skødebjerg) og koreografen (Tara Toya) have anerkendelse. Vanvittigt professionelt, så det ser så legende let ud. Ikke en fejl. Vi smider seks stjerner herfra.