Signe Svendsen på turné ramte Århus lige den dag AGF havde tabt i fodbold til FCK, og hun tilbød glad sin koncert i Århus Musikhus som et plaster på såret. Men det sår var vist hurtigt glemt.
- Mine sange har fået hår på brystet efter at være spillet ved forskellige koncerter.
I hvert fald husker Arbejderens anmelder ikke titlen på aftenens første sang. Her var Signe Svendsen kun akkompagneret af trommer, og hendes stemme stod klart frem som spindelvæv, kant og kerne på samme tid.
Det nye album "Rift" var omdrejningspunktet for aftenens koncert. Min værste fjende, Drømmerester, Hjertet brister, Før skyggerne løb dig op, sange som Signe Svendsen gav hver sin historie med på vejen.
- Mine sange har fået hår på brystet efter at være spillet ved forskellige koncerter, fortalte Signe Svendsen, der stolt kunne præsentere sit nye album "Rift" og folde sit univers ud for publikum med iagttagelser og tanker om livet gennem generationerne. Temaer hun også har i sine tidligere album.
Kærlig opsang til de røde
- Min far var rød og ung og tog mig med til 1.maj, men i dag står han bare på hovedet med kantklipperen og lader mig stå alene tilbage, fortalte Signe Svendsen. Mange i salen fniste lidt og ventede på næste træk.
Det blev en kærlig opsang til de røde fra 70’erne, meget personligt leveret i den enkle titel, Din sang. I slutningen af Din sang har Signe Svendsen sneget et par ord ind fra en gammel sang af Erik Grip, "Små hjul, små hjul". Den sang fortsætter med ordene: "- kan flytte store ting". En opfordring til at se den ungdom, der har brug for erfaringerne om at stå samlet?
Med sangen "Drengen" leverede Signe Svendsen "røde ører" til det system, der presser og presser nutidens unge.
På dækket af det skib du sender afsted
Står der en dreng, der ligner én der ikke vil med
Signe Svendsen jokede med sit publikum om, at hun nu er 41 år og kan udtale sig om, hvordan det er at være ung. Hun har da også prøvet en del i sit musikalske liv. Hun har turneret i flere år sammen med Niels Hausgaard. Men Signe Svendsen er sin egen.
Helt sin egen
Efter pausen var hun solo på scenen, fordi det er en vigtig ting, hun har lært af Niels Haugaard:
- En gang i løbet af en koncert, skal man spille solo for at understrege, hvem der er chef.
Den replik kunne publikum ikke stå for.
Signe Svendsen tør kaste de spørgsmål ud over scenekanten, som måske kan få folk til at sætte spørgsmålstegn ved hele maskineriet.
Hun er sin egen både i tekster, musik, på scenen og i sin stil. Musikken er både folk, rock og country og men følger ikke disse genrer slavisk.
Et godt sammenspillet band med Lars Skjærbæk på elguitar og steelguitar, Troels Skjærbæk på bas, Søren Poulsen på trommer og Thomas Alstrup på orgel, banjo og mandolin. Et sejt hold som forhåbentlig er med, når Signe Svendsen genoptager sin turné til efteråret.
Endelig kan man også glæde sig til både Jelling Festival i slutningen af maj og Tønder Festival i august, hvor Signe Svendsen vil være at høre begge steder.