Det første tegn var den fede duft af "jødisk dynamit" – hønsekødssuppe – serveret med en kraftig kødbolle, eller som hos os med jødiske nudler i suppen. Det betød schabbes – hviledag – og familiehygge, småsnak og lovprisning af Skaberens værk.

Det er som om muren er begyndt at krakelere, en gammel balance er ved at forskyde sig.

Således også i Henri Nathansens "Indenfor murene" fra 1912, som starter med at grosserer Levin og hustrus to børn kommer hjem for at deltage i fredagsmiddagen. Familien er samlet, alt er som det altid har været, flosklerne og drillerierne de to brødre imellem, den evigt forsigtige prokurator Meyer, der hemmeligt drømmer om at gifte sig med grosserens datter Esther. Hun på sin side vil giftes med den unge doktor Herming, søn af hendes faders dødsfjende. Dramatikken lurer, men elllers er alt som det plejer indenfor murene. Eller er det? 

Det er som om muren er begyndt at krakelere, en gammel balance er ved at forskyde sig. Midt i tidens hurlumhej, brydningen mellem gammelt og nyt, mellem tilbageblik og udvikling, står Sarah Levin, grossereren hustru, mor til tre og familiens ubestridte hersker. Husets mænd kan styre og regere i bedehuset, sende indtrængende bønner til Himmelens Hersker så meget de orker, men indenfor hjemmets mure hersker hun.

Da Esther betror sig til hende, er hun knust, ødelagt, rædselslagen – og kold som is, mens grosserer Levin konfronteres med sin ungdoms ydmygelser i skikkelse af den antisemitiske, kristne etatsråd Herming. Han kan blære sig med sin rigdom, men hvor er lykken, når konen er syg. Langsomt skrælles modsætninger og ligheder mellem de to familier af som et løg. Al Levins had må langsomt men sikkert bøje sig for den ellers lidet troende Sarahs jernvilje, indkapslet i hendes sidste råb: "Gode Gud, lad mine børn blive lykkelige."

Det er fortidens gestalter i form af Ghita Nørbys Sarah, Waage Sandøs Levin og Preben Kristensens etatsråd Herming, der driver handlingen i "Indenfor murene" frem i Thomas Bendixens sikre instruktion og Maja Ravns klassiske scenografi. Som en rorløs tidsmaskine nærmer de to familier sig en fremtid, hvor intet mere vil blive som før. Nøjagtigt som hvis man i stykket erstattede ordet "jøde" med "muslim".